Nyheder

Næsten alle skoler deltager i Skolernes Motionsdag

Over 650.000 elever er klar til en aktiv dag, når traditionen finder sted den 10. oktober

Maria Just
Af Maria Just 2. oktober 2025

Når elever på landets skoler fredag den 10. oktober trækker i idrætstøjet til årets Skolernes Motionsdag, bliver det med en opbakning, der er til at få øje på. En ny evaluering fra Dansk Skoleidræt viser nemlig, at hele 97,8 procent af landets grundskoler deltager i arrangementet.

Det betyder, at mere end 1.800 skoler og omkring 650.000 elever bliver en del af den fælles motionsdag, som nu afholdes for 44. gang.

En stærk dansk tradition

Skolernes Motionsdag blev første gang afholdt i 1982 på Fyn og bredte sig året efter til hele landet. Dengang handlede det udelukkende om løb, men siden er programmet blevet udvidet, og i 1993 fik dagen sit nuværende navn.

Generalsekretær i Dansk Skoleidræt, Bjørn Friis Neerfeldt, glæder sig over den store opbakning:
“Skolernes Motionsdag har for længst udviklet sig til en af de helt store mærkedage i skolernes kalender. Det er en stolt dansk tradition, at landets skoler på præcis samme tidspunkt er aktive, og de nye tal understreger blot den enormt store opbakning, som vi kun kan være meget glade for,” siger han.

Løb hitter – men nye aktiviteter vinder frem

Selvom løb stadig er den mest populære aktivitet, viser evalueringen, at skolerne i stigende grad kombinerer løbet med andre indslag. Omtrent en tredjedel holder fast i det klassiske motionsløb, mens cirka halvdelen blander løbeturen med lege, spil eller træningsaktiviteter.

“Skolerne gør sig umage og tager ejerskab for at skabe en festlig dag. Mange steder er der en masse sjove og kreative aktiviteter i kombination med forskellige varianter af løb. På den måde er der rum for forandring, samtidig med at det faste holdepunkt med løberuten fastholdes i trygge pædagogiske rammer,” fortæller Bjørn Friis Neerfeldt.

Fællesskab og trivsel i fokus

Ifølge Dansk Skoleidræt handler motionsdagen ikke kun om at få pulsen op, men også om at styrke trivslen blandt eleverne. Organisationen udgiver hvert år et inspirationsmateriale, som i år sætter fokus på samarbejde på tværs af klassetrin.

“Der er så meget god energi og samhørighed på tværs af klassetrin på Skolernes Motionsdag. Aktive fællesskaber er ekstremt vigtige, for de kan bidrage til vores mentale og sociale sundhed. Så når børn er fysisk aktive sammen, styrker det også deres trivsel,” siger Bjørn Friis Neerfeldt.

For at sikre, at alle får en god oplevelse, uanset lysten til at løbe, har Dansk Skoleidræt udviklet en række inkluderende aktiviteter. Her er det leg og samarbejde frem for konkurrencen, der er i centrum.

Fakta om Skolernes Motionsdag

  • Første gang afholdt i 1982 på Fyn.
  • Deltagelse i 2024: 97,8 procent af landets grundskoler.
  • Omkring 650.000 elever deltager – plus en række ungdomsuddannelser og daginstitutioner.
  • Dansk Skoleidræt står bag dagen med fokus på læring og trivsel gennem bevægelse.