Nyheder
Når sekunderne tæller: Ny professor vil gøre sundhedspersonalet klar til det værste
Gabriel Reedy er ny professor i simulation på Aarhus Universitet. Hans forskning skal styrke træningen af læger, sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle – både til hverdag og i situationer, hvor det er afgørende at handle rigtigt under pres.
Sundhedspersonale i Region Midtjylland skal være bedre rustet til både daglige opgaver og sjældne, kritiske situationer. Det er målet for Gabriel Reedy, der er ny professor i simulation på Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet.
Han forsker i, hvordan realistiske simulationer kan bruges til at forbedre træningen af læger, sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle.
Kan øve uden risiko for patienter
Simulationerne giver blandt andet sundhedspersonalet mulighed for at træne procedurer, som de sjældent udfører, men som de skal kunne håndtere sikkert, når behovet opstår.
Samtidig kan medarbejdere fra forskellige faggrupper træne samarbejdet med hinanden uden at udsætte patienter for risiko.
”Sundhedspersonale skal være klar til både hverdagens opgaver og de sjældne situationer, hvor det er afgørende at handle rigtigt under pres. Mit mål er at skabe mere målrettede læringsforløb, så de er trygge og velforberedte, når patienterne har brug for dem,” siger Gabriel Reedy.
Gabriel Reedy tiltrådte den 15. juni 2026 som professor i simulation i sundhedsvæsenet på Institut for Klinisk Medicin og MidtSim. Foto: Privat.
Læs også:
Flere tusinde træner hvert år
Hvert år deltager flere tusinde sundhedsprofessionelle fra hele Region Midtjylland i træning på simulationscentret MidtSim.
Her træner de både sjældne procedurer, tværfagligt samarbejde og færdigheder, som indgår i den daglige behandling af patienter.
Gabriel Reedy håber, at forskningen i simulationstræning kan være med til at forbedre både uddannelsen og efteruddannelsen af sundhedspersonale. Målet er, at arbejdet dermed også kommer patienter og pårørende til gavn.
Samarbejde mellem universitet og region
Det nye professorat er et samarbejde mellem Aarhus Universitet og Region Midtjylland.
Læs også: