Kultur

Musikalsk møde mellem nordisk folk, jazz og latin i Randers

På torsdag den 23. oktober klokken 20 inviterer Folkemusik i Randers til en særlig musikoplevelse på Turbinen, når Anne Eltard Kvartet indtager scenen. Kvartetten er kendt for at forene nordisk folklore med elementer af country, jazz, balkan og latin i et både medrivende og originalt udtryk.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 21. oktober 2025

Musik med nordisk sjæl og internationalt vingefang

Med udgangspunkt i nordiske folketoner og en imponerende musikalsk spændvidde formår Anne Eltard og hendes musikere at skabe et varmt og levende lydbillede. Bandet har i løbet af 2025 spillet en række anmelderroste koncerter landet over – på alt fra intime klubber til større spillesteder – og har vundet publikum med deres nærvær, personlige tekster og smittende spilleglæde.

En erfaren frontfigur

Frontkvinden Anne Eltard har udgivet flere soloplader, herunder den anmelderroste LP “Hjemkomst” fra 2022 samt EP’en “På vej” fra maj 2025. Om “Hjemkomst” skrev magasinet Jazzspecial, at “Det instrumentale nummer ‘Halvfem’ lyder simpelthen af en klassiker. Vi taler altså Svend Asmussen-niveau… voldsomt iørefaldende og rytmisk velfunderet, når Anne Eltard svinger violinen med og uden wah-wha pedal.”
Anmeldermediet Side 33 fremhævede desuden, at “Anne Eltards evner som komponist viser sig bl.a. ved, at hun lader den nordiske tone skinne igennem både folkemusikken, visen og det lette strejf af jazz. Med en mørk indtrængende stemme er hun nærværende overalt på albummet.”

Fire musikere – ét udtryk

Anne Eltard Kvartet består af:

  • Anne Eltard – violin, sang og kor
  • Regin Fuhlendorf – guitarer og kor
  • Nicolai Land – kontrabas og kor
  • Anders Pedersen – cajón, perkussion og kor

Billetter og praktisk info

Koncerten finder sted på Turbinen i Randers torsdag den 23. oktober kl. 20. Dørene åbnes en time før. Billetter kan købes via Folkemusik i Randers’ hjemmeside eller gennem Værket. Medlemmer af Folkemusik i Randers får som sædvanlig rabat.