Job

Museum Østjylland søger ny arkæologisk museumsinspektør i Randers

Ny stilling skal styrke det arkæologiske arbejde i hele Østjylland

Museum Østjylland søger ny arkæologisk museumsinspektør i Randers
Foto: Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 19. maj 2025

Museum Østjylland i Randers slår nu dørene op for en ny fuldtidsstilling som arkæologisk museumsinspektør med tiltrædelse 1. august 2025. Museet ønsker at styrke sin faglighed og søger en ny medarbejder med lyst til at arbejde med arkæologi i både lokal og international kontekst.

Stor lokal betydning og stærkt fagligt miljø

Stillingen er forankret i Randers, men dækker også museets geografiske ansvarsområde i Syddjurs og Norddjurs Kommuner – et område kendt for sine mange og betydningsfulde arkæologiske lokaliteter. Der er tale om faste rammer i en fuldtidsstilling, hvor den nyansatte bliver en del af en veletableret gruppe af fem fastansatte arkæologer og i alt cirka 60 kollegaer på tværs af museets lokationer i Randers, Grenaa og Ebeltoft.

“Du bliver en del af en arbejdsom personalegruppe og et kompetent team, hvor vi værdsætter kvalitet, samarbejde og faglig udvikling,” lyder det i opslaget fra museet.

Forskning, formidling og feltarbejde

Stillingen indebærer en bred vifte af opgaver – herunder kontakt med bygherrer, arkæologisk sagsbehandling, udgravningsledelse samt forskning og formidling. Derudover vil den nye medarbejder få en nøglerolle i udviklingen af museets IT-kompetencer, især i forhold til GIS og 3D-modellering.

“Vi forventer, at du har en relevant akademisk baggrund (cand.mag., mag.art. eller ph.d. i arkæologi), erfaring med udgravningsledelse og kendskab til GPS-opmåling, GIS (QGIS) og fotogrammetri. Du skal være en systematisk og samarbejdsorienteret holdspiller og have interesse for forskning og formidling,” oplyser museet.

Fastansættelse med fleksibilitet og frihed

Stillingen er uden tidsbegrænsning og omfatter 37 timer ugentligt. Løn- og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst med mulighed for individuel forhandling efter principperne i Ny Løn. Der er desuden flekstidsordning og mulighed for kørselstillæg ved brug af egen bil. Den kommende museumsinspektør skal være indstillet på at arbejde udendørs året rundt.

“Stillingen ønskes besat pr. 1. august 2025 eller snarest herefter,” skriver museet.

Frist for ansøgning og kontakt

Ansøgningsfristen er mandag den 9. juni 2025, og der forventes afholdt samtaler i uge 25.

Interesserede kan finde flere oplysninger og det fulde jobopslag på museets hjemmeside www.museumoj.dk. Spørgsmål til stillingen kan rettes til leder af Arkæologi, Benita Clemmensen, på telefon 41 10 80 04.

Læs mere: Arkæologisk museumsinspektør til Museum Østjylland

2025 05 06 Randers C Randers Bibliotek DSC02266 Mette Hoejris Rosenlund Nielsen
Knap 45.000 unge står uden job og uddannelse i Danmark

Læs også: Knap 45.000 unge står uden job og uddannelse i Danmark

Tre nye profiler i spidsen for DI Randers-Norddjurs: Nu skal der sættes ny retning

Læs også: Tre nye profiler i spidsen for DI Randers-Norddjurs: Nu skal der sættes ny retning

Tilmeld dig vores nyhedsbrev