Hadsund og omegn

Møllemuseum i Hadsund kan genåbne efter næsten et års pause

Frivillige kræfter inviteres til informationsmøde om fremtiden for museum på Rosendal

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 7. maj 2026

Efter næsten et års museumsdvale er der nu udsigt til nyt liv på Rosendal i Hadsund. Bag initiativet står en gruppe lokale kræfter, som efter positive forhandlinger med Nordjyske Museer og Mariagerfjord Kommune arbejder for at genåbne museet med frivillige museumsværter.

Det oplyser initiativgruppen “Genåbning af Museum i Hadsund”.

Tirsdag den 12. maj klokken 19 inviteres interesserede borgere til informationsmøde i Hadsund KulturCenter, hvor planerne for museets fremtid bliver præsenteret.

Vil bevare unik møllehistorie

Møllehistorisk Samling på Rosendal åbnede i 2011 og beskrives som landets eneste møllemuseum, der samlet viser mølleriets udvikling fra stenalderen til i dag.

Ifølge initiativtagerne videreføres den nuværende udstilling i samarbejde med Nordjyske Museer i Aalborg.

Samtidig bliver de nuværende udstillinger fra Hadsund Egnssamling pakket ned og flyttet til museets magasin i Vestbjerg.

Nye planer for Rosendal

Visionen for et genåbnet museum rummer mere end den eksisterende mølleudstilling.

De bærende elementer bliver ifølge initiativgruppen den nuværende “Møllehistorisk Samling”, nye lokalhistoriske udstillinger samt en selvbetjent museumsbiograf og café.

På informationsmødet vil initiativtagerne også fortælle om museets historiske udvikling fra 1952 til 2025 og præsentere tanker om de fremtidige muligheder for museumsdriften i Hadsund.

Informationsmødet finder sted i Hadsund KulturCenter den 12. maj klokken 19.00.

Bag initiativet står Lars Gynther og Jørgen Klostergaard på vegne af “Genåbning af Museum i Hadsund”.

Hadsund og omegn

Se flere artikler