Samfund

Møbelcirklen risikerer at lukke: Har sparet Randers Kommune for over 9 millioner kroner

Møbelcirklen står til at forsvinde, hvis forslaget til Randers Kommunes budget for 2027-2030 bliver gennemført. Projektleder Mark Sabro Gregersen peger på både millionbesparelser, beskæftigelse og nye grønne initiativer som argumenter for at bevare tilbuddet.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 2. september 2026

Møbelcirklen i Randers risikerer at lukke som konsekvens af det forslag til kommunens budget for 2027-2030, der nu er sendt i offentlig høring.

Det har fået Møbelcirklen til at opfordre randrusianerne til at indsende høringssvar inden fristen den 9. september 2026 klokken 23.59.

Møbelcirklen er langt mere end et sted, hvor brugte borde, stole og skabe får nyt liv. Tilbuddet fungerer både som cirkulær virksomhed og kompetenceudviklingscenter, hvor grøn omstilling kombineres med en indsats for at bringe mennesker tættere på job og uddannelse.

Har sparet kommunen for millioner

Ifølge nye tal fra Møbelcirklen har Randers Kommune alene i 2026 sparet 1.732.500 kroner på inventar ved at handle brugt gennem Møbelcirklen frem for at købe nyt.

Siden 2021 lyder den opgjorte besparelse på i alt 9.238.086 kroner.

Tallene er en opdatering af Møbelcirklens tidligere opgørelse. I august 2025 var den samlede besparelse opgjort til knap 6,9 millioner kroner, mens 3.120 møbler på det tidspunkt var blevet cirkuleret.

Samtidig oplyser projektleder Mark Sabro Gregersen, at 57 procent af de personer, der i år har været igennem Møbelcirklen, har fået lønnede timer eller fast arbejde. Det giver ifølge Møbelcirklen en samfundsmæssig gevinst på omkring fire millioner kroner beregnet efter den revisionsgodkendte GROW-model.

Til sammenligning gik 52 procent af kursisterne i 2024 videre til uddannelse, job eller lønnede timer efter et forløb hos Møbelcirklen.

Møbler og mennesker får en ny chance

Møbelcirklens kerneopgave har været at cirkulere og opgradere kommunens udtjente møbler. I stedet for at kassere brugbart inventar bliver møblerne blandt andet rengjort og repareret, så de kan bruges igen andre steder i kommunen.

Men den sociale del fylder også meget.

Unge, ledige og sygemeldte kan gennem Møbelcirklen udvikle både faglige og sociale kompetencer. Forløbene bliver tilpasset individuelt, og der samarbejdes med Jobcenter Randers om at bringe deltagerne tættere på arbejdsmarkedet eller uddannelse.

Der arbejdes blandt andet med håndværk, produktion, kommunikation, administration og service, ligesom deltagerne får erfaring med mødestabilitet, samarbejde, ansvar og arbejdspladskultur.

Nyt plastlaboratorium skal ud til skoleelever

Møbelcirklen har samtidig udvidet arbejdet med et nyt initiativ kaldet 4XR.

Mark Sabro Gregersen fortæller at det et mobilt plastlaboratorium målrettet mellemtrinnet i folkeskolen. Eleverne medbringer rengjort PP- og HDPE-plast, som bliver bearbejdet gennem blandt andet shredder, extruder, sprøjtestøber og 3D-printer.

Tanken er, at elevernes eget plastaffald kan ende som eksempelvis en skål eller et stykke 3D-printet legetøj, som de kan tage med hjem. Formålet er at få børn til at betragte plast som en ressource frem for affald.

Planerne om en mobil undervisningsløsning fremgik allerede af Møbelcirklens bidrag til Fremtidens Randers. Her blev den beskrevet som en undervisningscontainer, der skulle give skoleelever praktisk viden om plasttyper, genanvendelse og bæredygtig produktion.

Opgør CO2-besparelse til knap 90 ton

Genbrug af inventar har ifølge de nye tal også givet en betydelig klimabesparelse.

Møbelcirklen oplyser, at kunderne i 2026 ved at vælge brugt frem for nyt har bidraget til en beregnet CO2-besparelse på 89.480 kilo.

Møbelcirklen sammenligner det med den årlige CO2-optagelse fra 4.067 voksne træer eller 92 års strømforbrug i en gennemsnitlig dansk husstand med et årligt forbrug på 3.500 kWh.

Genbrug og klimaindsatsen har fra begyndelsen været en central del af projektet. Møbelcirklen arbejder blandt andet med restmaterialer fra lokale virksomheder, der bliver omdannet til nye produkter.

Opfordrer til høringssvar

Nu er fremtiden for tilbuddet blevet koblet direkte til de kommende budgetforhandlinger.

Møbelcirklen opfordrer derfor personer, arbejdspladser og samarbejdspartnere, som har haft berøring med stedet, til at fortælle politikerne, hvilken betydning tilbuddet har haft.

Budskabet fra Møbelcirklen er klart: Hvis tilbuddet skal bevares, er det nu, det skal siges.

Fristen for at afgive høringssvar til Randers Kommunes budget for 2027-2030 er den 9. september 2026 klokken 23.59.