Fra næste skoleår kan børn i hele landet se frem til en hverdag uden mobiltelefoner i klasselokalet og på fritidshjemmet. Et bredt flertal i Folketinget har indgået en aftale om mobilfrie folkeskoler og fritidstilbud, der skal skabe mere ro, fordybelse og nærvær blandt eleverne.
Lovkrav til lokal politik
Aftalen betyder, at skolebestyrelser, fritidshjemmenes forældrebestyrelser og ungdomsskolebestyrelser skal vedtage en lokal politik, der gør hverdagen mobilfri. Der vil dog fortsat være mulighed for velbegrundede undtagelser – eksempelvis af sundhedsmæssige hensyn, som når elever med diabetes har brug for måleudstyr, eller for børn med funktionsnedsættelser, hvor hjælpemidler er nødvendige.
Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye udtaler:
”Mobiltelefoner i skoler og fritidstilbud skaber uro og forstyrrelser i børn og unges hverdag. Jeg er glad for, at vi nu tager et opgør med dem, så vi kan fokusere på det vigtigste – nemlig fordybelse, fællesskab og ro.”
Læs også:
Også blokering af hjemmesider
Aftalen rækker længere end blot mobiltelefoner. Fremover skal alle grundskoler, efterskoler og ungdomsuddannelser have tekniske værktøjer, der kan blokere adgangen til hjemmesider uden pædagogisk relevans. Det gælder fx kategorier som sociale medier, gaming, streaming, porno og gambling.
Regeringspartiernes synspunkter
Socialdemokratiets børneordfører, Sara Emil Baaring, fremhæver behovet for ro og fordybelse:
”Med denne aftale tager vi et vigtigt skridt for at skabe mere ro, fordybelse og fællesskab i vores skoler og fritidstilbud. Alt for mange børn bliver i dag forstyrret af mobiltelefoner og skærme, mens de burde have fokus på undervisning og kammerater. Vi socialdemokrater ønsker, at børn får bedre mulighed for at lære, lege og være en del af fællesskabet – uden digitale forstyrrelser. Derfor er vi glade for, at vi nu sammen med et bredt flertal kan gøre skolen mere mobilfri og samtidig sikre plads til lokale løsninger og hensyn til de elever, der har særlige behov.”
Fra Venstre lyder det sådan fra Anni Matthiesen:
”Skærme fylder i mange børn og unges liv, og nogle gange fylder de for meget. I Venstre er vi derfor glade for, at vi med aftalen kan få mobilerne ud af skolerne og fritidstilbuddene og sikre, at eleverne ikke bliver distraheret af skærmen i undervisningen. Samtidig har det været vigtigt for os at skabe rum til lokale løsninger, så hver enkelt skole kan finde den tilgang, der passer bedst til deres behov.”
Moderaternes Rasmus Lund-Nielsen fremhæver mistrivslen blandt børn:
”Jeg gik ind i politik som klinisk psykolog, bl.a. fordi jeg har set, hvordan overdrevent skærmbrug kan undergrave børns læring og trivsel. I Moderaterne har vi kæmpet hårdt for at få skærmene ud af skolen og fritidstilbuddene. Jeg er glad for, at vi nu har en bred aftale, der tager et første vigtigt skridt i retning af mere ro, læring og fællesskab. Trivselskommissionen peger på, at skærme spiller en væsentlig rolle i den stigende mistrivsel. Anbefalinger er ikke længere nok – der skal handling til. Derfor pakker vi nu mobilerne væk i skoletiden og opfordrer skolerne til aktivt at understøtte forældredialoger om, hvornår det er hensigtsmæssigt, at børn får egen mobil. Forhåbentlig kan det medføre, at smartphonedebutalderen hæves fra de nuværende 8 år. Det vil styrke trivsel og indlæring markant.”
Oppositionens perspektiver
SF’s Sigurd Agersnap fremhæver koncentration som nøgleord:
”En god skole kræver, at man kigger op fra skærmen, og ikke bliver forstyrret af en summende mobiltelefon et eller andet sted i klasselokalet. Vi har alle fået sværere ved at koncentrere os, men vi kan hjælpe børn og unge med klare regler for mobiltelefonerne. Derfor synes vi også i SF, at udgangspunktet skal være, at skolen er mobilfri, og at man selvfølgelig kan lave enkelte undtagelser lokalt. Det har mange skoler allerede besluttet, og nu håber vi, at vi får de sidste med.”
Hos Liberal Alliance siger Helena Artmann Andresen:
*”Børn går i skole for at lære, diskutere, lytte, tale, undres og undersøge i et fællesskab. Derfor mener vi i Liberal Alliance, at skoletiden som udgangspunkt bør være et rum, hvor man er til stede sammen – uden afbrydelser fra mobilen. Derfor er det positivt, at der fra politisk hold sendes et klart signal om, at skoletid i udgangspunktet er skærmfri tid.
Med det sagt har vi tillid til, at lærere, pædagoger og ledelser bedst selv kan vurdere, hvilke rammer der skaber det bedste undervisnings- og fritidsmiljø for netop deres elever. Derfor har vi arbejdet aktivt i forhandlingerne for at undgå et totalt forbud fra Christiansborg, men i stedet give mest mulig lokal frihed og handlerum til de enkelte institutioner.”*
Det Konservative Folkepartis Lise Bertelsen peger på dannelse og læring:
”Klasselokalet er skabt til fordybelse og dannelse – ikke til likes, voldsomt indhold og en lind strøm af 10-sekundersvideoer. Derfor er jeg meget tilfreds med, at vi nu tager et opgør med mobiltelefoner i både folkeskoler og fritidstilbud. Børn skal have lov til at være børn. Det har også været vigtigt for os, at vi med aftalen stadig giver plads til de pædagogiske og didaktiske hensyn på den enkelte skole.”
Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen udtaler:
“Dansk Folkeparti glæder sig over, at skolerne endelig bliver mobilfrie. Det er godt for indlæringen og for kammeratskabet. Lærerne får dermed ro til at undervise.”
Fra Radikale Venstre siger Lotte Rod:
”Børn skal bruge kroppen, høre historier og skabe og opleve i fællesskab – ikke sidde bag hver sin skærm. Denne aftale er et godt første skridt. Men det er ikke gjort med at pakke telefonerne væk. I Radikale Venstre vil vi have flere lærere i skolen, så de har tid og materialer til at lave levende undervisning. Og magisk fritter med dygtige fritidspædagoger, musik, kaniner og byggelegeplads, hvor børn kan lave fede aktiviteter sammen.”
Trivsel i centrum
De nye tiltag tager udgangspunkt i Trivselskommissionens anbefalinger fra februar i år, hvor netop mobilfri skoletid blev fremhævet som en vigtig faktor for bedre trivsel. Målet er, at børn skal få ro til læring, oplevelser og fællesskab – uden digitale afbrydelser.
Læs også: