Jazzfans spiser sig gennem efteråret


Fredag 23. juli 2021 kl. 11:00

Jazzfans spiser sig gennem efteråret

.
Når Jazzens Venner Randers allerede lørdag den 7. august åbner efterårssæsonen, så bliver det med frokostjazz:

Tre stykker smørrebrød og glad jazzmusik.

Og sådan fortsætter efteråret med fire frokostjazzkoncerter frem til 30. oktober. Først derefter vender den lokale jazzklub tilbage til aftenkoncerter.

Det bliver Nosey Joe & The Gigoloes, der åbner sæsonen på Underværket.

Det er et lokalt orkester, der indenfor de seneste par er blevet mere og mere populære også udenfor Randers med optrædener ved Riverboat Festivalen i Silkeborg samt i flere jyske jazzklubber. Nok er der tale om et jazzband, men der er både rock og rhythm’n’blues på repertoiret, så egentlig er det svingende dansemusik, der er på frokostmenuen, og danse?

Nej, det må man ikke – endnu.

Npsey Joe & The Gigoloes består af syv medlemmer, som alle er kendte som markante musikere i det lokale musikmiljø. Sven Foged spiller klaver og altsaxofon. Lars Karmark spiller guitar. Trommer og bas håndteres af Hans Ege og Allan Ørberg, mens Thomas Ingemann og Svend Midtgaard spiller henholdsvis trompet og tenorsax. Vokalerne leveres af Sune Mauricio Mortensen, som også bidrager på guitar.

Der er fortsat krav om coronapas eller negativ test, uanset om der er tale om frokostjazz eller aftenkoncert.

Torsdag den 12. august holder Jazzens Venner i øvrigt med forståelig forsinkelse sin ordinære generalforsamling, hvor det skal diskuteres, hvordan foreningen tackler fremtiden



© Copyright 2021 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.