Nyheder

Milliardbyggeri i Randers tager stort skridt: Nu begynder nedrivningen ved Regionshospitalet Randers

Efter halvandet års forberedelser går det store Vita-projekt ved Regionshospitalet Randers nu ind i en ny fase. To eksisterende bygninger skal rives ned for at gøre plads til det nye hospitalsbyggeri til omkring én milliard kroner.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 15. september 2026

Der kommer nu for alvor synlige forandringer ved Regionshospitalet Randers.

Arbejdet med at rive to eksisterende bygninger ned er netop begyndt, og dermed er hospitalets omfattende Vita-byggeri gået ind i næste fase. Det nye byggeri skal efter planen stå færdigt i 2033.

Halvandet års forberedelser

Forud for arbejdet på byggepladsen ligger mere end halvandet års tæt samarbejde mellem Region Midtjyllands bygherreorganisation, Regionshospitalet Randers og konsortiet med 5E Byg, LINK Arkitektur samt underrådgiverne INGENIØR’NE og Langebæk.

Projektchef hos 5E Byg Martin Risborg Nielsen fortæller:

”Vi har brugt mange måneder på at forventningsafstemme og planlægge byggeriet. Det har været en god proces, vi har været langt rundt allerede og er blevet enige om stort og småt sammen med både underentreprenørerne og leverandørerne. Derfor står vi meget stærkt i den her totalentreprise, og nu er vi klar til for alvor at realisere vores planer på byggepladsen.”

Pris på omkring én milliard kroner

Der er nu afleveret et endeligt tilbud på byggeriet. Prisen ligger på niveau med den økonomiske aftale på omkring én milliard kroner, som er indgået med regionsrådet.

Sundheds- og hospitalsdirektør Henrik Larsen vurderer, at projektet på nuværende tidspunkt følger planen.

”Vi har et rigtigt godt og konstruktivt samarbejde med konsortiet, og vi kan se, at vi er på rette vej, både praktisk og økonomisk, så lige nu kører det efter planen,” siger Henrik Larsen.

Bygninger skal skilles ad indefra

Nedrivningen betyder ikke, at de to bygninger forsvinder fra hospitalsområdet med det samme.

Arbejdet begynder inde i bygningerne, fordi materialerne skal separeres og sorteres. Målet er, at så meget som muligt kan genbruges eller genanvendes. Først derefter kan bygningerne fjernes, så selve opførelsen af Vita kan begynde.

22.500 nye kvadratmeter

Vita forventes at blive omkring 22.500 kvadratmeter stort og skal efter planen stå færdigt i 2033.

Det nye hospitalsbyggeri skal blandt andet rumme operationsstuer, opvågningspladser, intensivafsnit, fødeafsnit samt sengeafsnit for både nyfødte og andre patienter.

Dermed er et af de største aktuelle byggeprojekter i Randers nu rykket fra de omfattende forberedelser til det fysiske arbejde på hospitalsområdet.