Erhverv

MENY kåret som danskernes favorit-supermarked i ny undersøgelse

MENY vinder på både kundetilfredshed, vækst og loyalitet

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 11. november 2025

Supermarkedskæden MENY kan igen hænge en ny pris på væggen. I YouGovs ”shopper grocery retail award 2025” løber kæden med førstepladsen, når der måles på vækst i antal kunder, loyalitet og kundetilfredshed – og overtager dermed rollen som danskernes foretrukne dagligvarekæde foran REMA 1000.

Stærk fremgang på alle nøgleområder

Ifølge analysevirksomheden YouGov er MENY den dagligvarekæde, der samlet set har udviklet sig mest det seneste år. Undersøgelsen viser, at MENY både har haft den største fremgang i antallet af kunder, i antallet af loyale kunder og i kundernes tilfredshed med at handle i kæden.

I årets måling får MENY en samlet score på 3,2. Dermed placerer kæden sig foran REMA 1000 med 3,8 og Lidl Danmark med 3,9 – og kan kalde sig vinder af YouGov Retail Award 2025. Sammenlignet med 2024 har MENY forbedret sin placering markant fra en score på 5,5 til de 3,2 i år, mens REMA 1000 går fra 2,8 til 3,8 og Lidl fra 6,0 til 3,9.

”MENY har formået at vokse både på antal kunder, hvor ofte de handler, og hvor glade de er for oplevelsen. Det er en imponerende udvikling, der viser, at MENY har styrket sin position på tværs af alle nøgleparametre – fra kundetilfredshed til købsfrekvens,” siger Senior Konsulent Philip Holme Nielsen fra YouGov.

Sådan finder YouGov vinderen

YouGov baserer sin pris på data fra den årlige undersøgelse Shopper Monitor Denmark, hvor danske forbrugere svarer på spørgsmål om deres dagligvareindkøb. Vinderen af YouGov Retail Award findes ved at se på kædernes udvikling på tre centrale områder:

  • Hvor mange, der handler i kæden (penetration og vækst)
  • Hvor loyale kunderne er, og hvordan loyaliteten udvikler sig
  • Hvor tilfredse kunderne er med at handle i kæden – og hvordan tilfredsheden udvikler sig

På hvert område rangeres kæderne fra 1 til 9, hvor 1 er bedst. Den kæde, der samlet klarer sig bedst på tværs af de tre parametre, vinder prisen.

Årets måling betyder også, at MENY overtager titlen som danskernes foretrukne dagligvarekæde, en placering som REMA 1000 havde i undersøgelsen sidste år.

Et år med flere priser til MENY

YouGov-prisen kommer oven i et i forvejen prisfyldt år for MENY. Kæden er tidligere blevet kåret som landets stærkeste dagligvarebrand af Loyalty Group. Derudover har MENY fået titlen ”Årets Supermarked” af B.T.s læsere samt vundet Landbrug & Fødevarers priser ”Mejeriprisen” og ”Slagterprisen”.

Kædedirektør Richo Boss understreger, at hæderen ikke får kæden til at hvile på laurbærrene:

”Det vigtigste for os er at være ydmyge og ikke bilde os ind, at vi kan gå på vandet. Men derfor kan vi godt tillade os at være utroligt stolte. Når man vinder så mange priser som vi har vundet i år, så er det jo ikke tilfældigt. Så selvfølgelig er vi både glade og stolte over den her,” siger Richo Boss, kædedirektør i MENY.

Kundernes oplevelse i centrum

Hos MENY bliver prisen set som et skulderklap til både medarbejdere og kunder. Prisen og diplom er blevet overrakt på kædens servicekontor i Ringsted, hvor kædedirektøren sender en særlig tak til medarbejderne i butikkerne og til de mange kunder, der har bidraget til den flotte placering.

”For os er kundernes tilfredshed det vigtigste. Jo mere relevante kunderne mener, at vi er, jo mere kan vi løfte hovedet og glæde os. Vi skal blive ved med at stræbe efter at være de bedste. Vi skal både have det brede udvalg, de lækre produkter og være på plads med prisen på de varer, danskerne køber mest,” siger han.

Flere MENY-butikker på vej

I dag består MENY af 116 butikker fordelt over hele Danmark. Efter årsskiftet vokser kæden yderligere, når både Hornslet i Østjylland og Roslev nær Skive får deres egen MENY-butik. Det betyder, at endnu flere danskere fremover får mulighed for at handle i den kæde, som YouGov netop har kåret som vinder af shopper grocery retail award 2025.