Forbruger
Maveonde i højsæson: SSI advarer før julefrokosterne
Norovirus spreder sig let, når mange deler buffet – og håndsprit hjælper ikke, lyder budskabet
Når årets julefrokoster samler familie, venner og kolleger, følger der en øget risiko for at tage andet end gode minder med hjem. Især norovirus – også kendt som roskildesyge – og bakterier kan sprede sig hurtigt, når mange deler mad, service og fælles berøringspunkter.
Hvert år rammes flere tusinde danskere af den smitsomme norovirus, som typisk giver pludselig kvalme, opkast og diarré.
Stigning i december – og et klart råd før buffeten
Statens Serum Institut peger på, at december hvert år byder på flere tilfælde.
»Det er den hyppigste årsag til maveonde i Danmark, og vi ser hvert år en stigning i tilfælde i december måned. Både på grund af årstiden og fordi julefrokoster ofte er smittemiljøer, hvor mange rører ved de samme fade og bestik,« siger Luise Müller, epidemiolog og afsnitsleder ved Statens Serum Institut, og fortsætter:
»Det er vigtigt at sige, at håndsprit ikke virker mod norovirus, sådan som det gør mod mange andre virus, fordi virussen er ekstra robust. Derfor er grundig håndvask med vand og sæbe helt afgørende, før du stiller dig i kø til buffeten og inden du laver mad til andre.«
Læs også:
Også små familiefrokoster kan give smitte
Smitte forbindes ofte med store firmaarrangementer, men kan ifølge oplysningerne også opstå ved mindre, private julefrokoster. Det kan blandt andet ske, hvis maden står fremme for længe og når temperaturer, hvor bakterier trives. Samtidig kan én enkelt syg gæst være nok til at starte et større udbrud.
Simple vaner kan sænke risikoen markant
Luise Müller fremhæver, at smitterisikoen kan nedbringes med enkle forholdsregler – både på arbejdspladsen og hjemme:
»Brug serveringsbestikket, tag en ren tallerken, hvis du går i buffeten igen, og sørg for, at retterne er gennemvarme og ikke står ude i timevis. Og vigtigst af alt: Bliv hjemme, hvis du har opkast eller diarré. Norovirus er ekstrem smitsom og én person kan derfor smitte rigtig mange.«
Gode råd til at forebygge smitte ved julebordet
- Vask hænder grundigt med vand og sæbe før buffeten
- Brug altid serveringsbestikket – aldrig fingrene
- Hold brødet med et klæde, når du skærer det
- Tag en ren tallerken, når du går i buffeten igen
- Hold maden kold eller rygende varm – ikke midt imellem
- Sæt rester hurtigt på køl
- Bliv hjemme, hvis du er syg med opkast eller diarré
Læs også: