Helbred

Markant fald i RS-indlæggelser: Over 800 færre spædbørn end tidligere sæsoner

Antallet af spædbørn indlagt med RS-virus faldt med 75 procent i den seneste smittesæson. Et nyt studie peger på, at faldet kommer efter indførelsen af tilbud om vaccination til gravide og antistoffer til nyfødte.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 28. august 2026

Langt færre helt små børn blev indlagt med RS-virus i smittesæsonen 2025/26.

Et nyt studie fra Københavns Universitet og Nordsjællands Hospital viser, at antallet af indlæggelser blandt spædbørn i alderen 0-5 måneder faldt med 75 procent sammenlignet med gennemsnittet for de tre foregående sæsoner.

Fra 1. oktober 2025 til 29. april 2026 blev 296 spædbørn indlagt. I de tre foregående sæsoner var gennemsnittet 1.128 indlæggelser.

”Det er over 800 børn, der ikke er kommet i en hospitalsseng i løbet af vinteren. Og det er helt små børn, hvor RSV-sygdom kan være særlig alvorlig, og barnet kan få svært ved at trække vejret. Så det er virkelig hårdt for dem og også hårdt for forældrene,” siger Thea Kølsen Fischer, klinisk professor på Institut for Folkesundhedsvidenskab og forfatter til artiklen.

Nyt tilbud til gravide

Siden oktober sidste år har Sundhedsstyrelsen tilbudt gravide vaccination mod RS-virus for at beskytte deres nyfødte børn. Nyfødte, hvis mødre ikke har fået vaccinen, kan få antistoffer, som også kan beskytte mod sygdommen.

I den første sæson tog 72 procent af de gravide i målgruppen imod vaccinationstilbuddet.

”Det er glædeligt, at så mange allerede har taget imod vaccinen i den første sæson,” siger Thea Kølsen Fischer.

Forskerne understreger dog, at studiet ikke kan bevise, at hele faldet i indlæggelser skyldes vaccinen. Ændringer i blandt andet smittespredning og testaktivitet kan også have påvirket udviklingen.

Resultaterne stemmer ifølge forskerne samtidig godt overens med erfaringerne fra blandt andet Belgien, Spanien, Holland, Frankrig og England, hvor der også tilbydes vaccination mod RS-virus.

Børneafdelinger blev ikke presset som normalt

Det markante fald har ifølge Thea Kølsen Fischer også kunnet mærkes på landets børneafdelinger.

”Jeg har selv min daglige gang på et hospital og jeg hører fra flere børneafdelinger landet over, at de plejer at blive blæst omkuld, når der bliver indlagt 100 ekstra børn med RS-virus på en sæson, men det har de ikke oplevet i år,” siger Thea Kølsen Fischer.

Resultaterne vækker også glæde hos Caroline Klint Johannesen, der er ph.d.-studerende på Nordsjællands Hospital og førsteforfatter på studiet.

”Det er meget forløsende at se, at det ikke kun er på papiret, at det vi har forsket i, rent faktisk virker,” siger hun.

Spædbørn er særligt udsatte

RS-virus er en hyppig årsag til luftvejsinfektioner hos både børn og voksne i vinterhalvåret. For langt de fleste giver virusset kun milde symptomer.

Spædbørn og for tidligt fødte børn er imidlertid særligt udsatte. Deres luftveje er små og snævre, mens immunforsvaret endnu ikke er fuldt udviklet. Betændelse og slimdannelse i luftvejene kan derfor give alvorlige problemer med vejrtrækningen.

I Danmark er RS-virus sæsonbestemt, og stort set alle indlæggelser finder sted fra oktober til marts. Derfor er vaccinationstilbuddet rettet mod mødre med termin i eller op til denne periode.

Forventer stor tilslutning igen

RS-virus forventes ikke at forsvinde helt, fordi virusset er meget udbredt og smitsomt. Forskerne håber til gengæld, at antallet af alvorlige sygdomsforløb og indlæggelser kan holdes på et lavt niveau.

”Jeg forventer at mindst lige så mange vil tage imod vaccinen den kommende sæson, både på grund af de foreløbige resultater, men også fordi det er en meget sikker vaccine med meget få bivirkninger,” siger Thea Kølsen Fischer.

Særligt udsatte personer over 60 år med eksempelvis KOL kan desuden få tilskud til vaccinationen.

”Når de ældre ikke bliver alvorligt syge, så tror jeg, vi for alvor får styr på en virus, der ellers har kostet rigtig mange sygedage og indlæggelser,” siger hun.

Studiet bygger på nationale overvågningsdata

Studiet bygger på overvågningsdata fra Statens Serum Institut og omfatter indlæggelser på mere end 12 timer kombineret med en positiv test for RS-virus.

Undersøgelsen omfatter børn fra 0 til 5 måneder og er publiceret i The Lancet Regional Health – Europe.