Natur

Mariagerfjord repræsenteret i LandboUngdoms hovedbestyrelse

Kristina Præstgaard fra Hobro LandboUngdom valgt ind efter tæt kampvalg

Søren Greve
Af Søren Greve 29. september 2025

Der var spænding til det sidste, da LandboUngdom i weekenden afholdt årsmøde på Bygholm Landbrugsskole. Her skulle der vælges nye medlemmer til hovedbestyrelsen, og blandt de valgte finder man en lokal repræsentant fra Mariagerfjord Kommune.

Tre medlemmer valgt

To pladser var på valg, men da også det siddende medlem Hanna Uerkvitz genopstillede, betød det, at fire kandidater kæmpede om tre poster. Efter præsentationer og opbakningstaler blev det Søren Bank fra Vestjysk LandboUngdom, Kristina Præstgaard fra Hobro LandboUngdom og Hanna Uerkvitz, der løb med pladserne.

For Kristina Præstgaard var det en stor oplevelse at blive valgt ind:

”Det er jo et kæmpe skulderklap, at det arbejde og engagement, jeg har lagt for dagen, bliver anerkendt på den måde. Det er jeg meget taknemmelig for, og jeg glæder mig til at komme i gang,” sagde hun efter valget.

Lokalt engagement giver plads i bestyrelsen

Med valget sikres Hobro LandboUngdom en tydelig stemme i LandboUngdoms øverste ledelse. Kristina Præstgaard har tidligere været aktiv i både lokalforeningen og regionsrådet og ser frem til at bruge sine erfaringer på landsplan.

”Jeg har selv udviklet mig helt enormt af at være med i LandboUngdom, og jeg har siddet i både lokalforening og regionsråd. Jeg vil gerne have, at endnu flere unge på landet får mulighed for at komme på en tilsvarende rejse ind i foreningslivet, og det glæder jeg mig til at bidrage med,” fortalte hun.

Nye kræfter i hovedbestyrelsen

Mens de tre nye medlemmer trådte ind, takkede Patrick Mikkelsen og Helene Haug Brinch fra Favrskovegnens LandboUngdom af.

Søren Bank, der udover sit nye bestyrelsesarbejde også er formand for LandboUngdoms politiske udvalg, ser frem til at styrke samarbejdet mellem foreningens forskellige led:

”Jeg vil gerne styrke sammenhængskraften mellem lokalforeningerne og hovedbestyrelsen, og intensivere den proces, der allerede er skudt i gang,” sagde han.