Nyheder
Mariager Avis lukker efter flere års tilbagegang – sidste udgave er udgivet
Lokalavisen Mariager Avis er udkommet for sidste gang i denne uge. Efter år med faldende læsertal, oplag og annonceindtægter har ejerkoncernen Jysk Fynske Medier besluttet at lukke avisen.
Mariager Avis – den gratis ugeavis for Mariagerfjord-området – er nu fortid. Uge 51-udgaven, som udkom tirsdag den 16. december 2025, blev avisens sidste nummer.
Trods mange forskellige forsøg gennem de seneste år har det ikke vist sig muligt at opretholde en bæredygtig økonomi i Mariager Avis. JFM har derfor valgt at lukke avisen lyder forklaringen fra Jysk Fynske Medier.
“Læsertal, oplag og omsætning er faldet år for år, og derfor har vi nu besluttet, at dagens avis er den sidste,” skriver Mariager Avis i sit sidste nummer.
Beslutningen betyder, at Mariager og omegn mister sin lokale trykte avis, som ellers hver uge blev husstandsomdelt gratis til borgere i kommunen
En avis med rødder i lokalområdet
Mariager Avis har i mange år leveret lokale nyheder til Mariagerfjord Kommunes borgere. Avisen udkom som ugeavis med et oplag omkring 11.000 eksemplarer i 2016 og var ejet af mediekoncernen Jysk Fynske Medier. Udgivelsen skete i regi af Randers Amtsavis, der dækker hele Kronjylland, herunder Mariagerfjord Kommune.
Navnet Mariager Avis har desuden dybe historiske rødder i området – faktisk udkom en avis under samme navn første gang allerede i 1898. I første halvdel af 1900-tallet fortsatte den lokale avis under forskellige navne (bl.a. Himmerland) frem til 1945. Den moderne Mariager Avis har således videreført en lang tradition for lokalnyheder i Mariager-området.
Lukningen af Mariager Avis efterlader nu et tomrum i den lokale medieverden. Fremover må lokale nyhedshungrende borgere i højere grad orientere sig mod digitale medier. Her står Fjordavisen nu tilbage som et af de få lokale medie, der stadig har en lokal redaktion i kommunen der specifikt dækker hele Mariagerfjord Kommune med lokale nyheder.
Læs også: