Biler og motor
Mange glemmer kæledyrenes sikkerhed i bilen viser ny undersøgelse
En ny undersøgelse viser, at mange danske hundeejere ikke sikrer deres kæledyr korrekt under bilkørsel. Resultaterne vækker bekymring hos Agria Dyreforsikring, som advarer om alvorlige konsekvenser for både dyr og mennesker.
Hver femte hund rejser usikret
Ifølge Agria Dyreforsikring, der står bag undersøgelsen, er 18 procent af de omkring 850.000 hunde i Danmark aldrig fastspændt eller på anden måde forsvarligt sikret i bilen.
Marketingchef hos Agria, Lotte Evers, understreger problemets alvor:
“Kæledyr, der ikke er fastspændt, kan ikke bare skade sig selv, men også blive livsfarlige for bilens passagerer ved en kollision eller blot ved en kraftig opbremsning.“
Hun tilføjer: “Det er bekymrende, at ca. hver femte danske hund får lov at bevæge sig frit rundt i bilen under kørslen – endda på forsæderne.“
Læs også:
Små hunde kan udgøre enorme kræfter
Agria Dyreforsikring advarer om, at selv meget små hunde kan blive ekstremt farlige under en ulykke.
En løs hund i en kørende bil kan ikke bare skade sig selv, men kan være livsfarlig for bilens øvrige passagerer – både under en ulykke og blot ved en kraftig opbremsning. Under en kollision med 90 km/t vil selv en chihuahua på blot 2 kg udgøre en kraft på over 250 kg. For Danmarks mest populære hunderace, labrador retriever, svarer effekten til hele 3.840 kg – det svarer til vægten på en stor SUV, forklarer Lotte Evers.
Foto: M. Eriksen
Ikke et lovkrav i Danmark
I Danmark er det ikke et lovkrav, at hunde og andre kæledyr skal være fastspændte under kørslen. Der findes dog regler, som siger, at dyret ikke må genere føreren. I praksis betyder det, at hunden ikke må sidde på skødet af den, der kører bilen.
Til sammenligning viser undersøgelsen, at danske hundeejere generelt er mere opmærksomme på sikkerhed end i mange andre lande. I Frankrig er hele 38 procent af hundene helt ubeskyttede under kørsel.
Hvordan sikrer danskerne deres kæledyr?
De mest almindelige måder at sikre en hund på i bilen er at bruge en sikkerhedssele (29 procent), et transportbur (28 procent) eller at placere hunden bag et sikkerhedsgitter i bagagerummet (18 procent).
Foto: Adobe
Men Lotte Evers advarer mod konsekvenserne af manglende sikring:
Det kan få alvorlige konsekvenser, hvis du bliver involveret i en trafikulykke, og dit kæledyr ikke er korrekt sikret i bilen. I Agria ser vi desværre jævnligt tilfælde, hvor hunde løber væk eller bliver påkørt i kølvandet på et uheld – især når redningsmandskab åbner bildøre, eller bilen er beskadiget i en sådan grad, at dyret får mulighed for at stikke af eller i værste fald slynges ud af bilen under sammenstødet. Andre konsekvenser kan være, at føreren bliver distraheret, eller at hund og kat smutter ud ad et åbent vindue undervejs eller en dør, når du standser.
Hun opfordrer derfor til altid at bruge et godkendt transportbur eller en sele, der er testet til bilkørsel.
Katte sikres bedre end hunde
Når det gælder katte, er billedet en smule anderledes. Kun 4 procent af kattene får lov at rejse helt løse i bilen. Til gengæld transporteres katte langt sjældnere end hunde.
“Det er meget typisk, at katte langt sjældnere transporteres i bil sammenlignet med hunde. Det afspejles i undersøgelsen, hvor 41 procent af katteejerne angiver, at deres kat aldrig kommer med i bilen. Når katten dog skal med på farten, vælger langt de fleste et transportbur som den foretrukne og sikreste løsning – 46 procent vælger at placere katten i et bur, 5 procent bruger sele og 5 procent sikkerhedsgitter,” fortæller Lotte Evers.
Bag om undersøgelsen
Undersøgelsen er udført af analysebureauet Xtreme på vegne af Agria Dyreforsikring. I alt deltog 610 danske hunde- og katteejere.
Læs også: