Mandlig bilist fik ildebefindende og kørte galt på Hadsundvej

20. september 2024

Østjyllands Politi modtog torsdag morgen kl. 08.40 en anmeldelse om, at der var sket et færdselsuheld på Hadsundvej i det nordøstlige Randers, hvor en bilist var kørt i grøften i et solouheld.

Ifølge anmeldelsen befandt en livløs person sig i bilen, som et vidne fik øje på, inden flere vidner kom til og hjalp med at få bilisten trukket ud af køretøjet, mens myndighederne blev tilkaldt.

Ved politiets ankomst til stedet nogle minutter senere var brandvæsenet og sundhedsmyndighederne netop ankommet og i gang med at yde livreddende førstehjælp, mens politiet opsatte afspærring på Hadsundvej i begge retninger.

Den mandlige bilist – en 48-årig mand – havde angiveligt fået et form for ildebefindende, da han var kommet kørende i sin bil i nordgående retning og i den forbindelse mistede herredømmet, inden hans køretøj endte i grøften i modsatte side af vejen.

Han blev efterfølgende kørt med ambulance til hospitalet i kritisk tilstand.

De pårørende er underrettet om sagen og Østjyllands Politi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger om mandens tilstand.