Alarm 112

Mand skabte uro i Rema 1000: Bed af brød fra bagerafdelingen, sprøjtede chili i butikken og spyttede ansat i ansigtet

36-årig sigtet for vold og hærværk efter optrin på Udbyhøjvej i Randers NØ

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 14. august 2025

Onsdag eftermiddag udviklede en episode i Rema 1000 på Udbyhøjvej i Randers NØ sig voldsomt, da en mand skabte stor uro i butikken.

Appetit på uro og kaos

Ifølge Østjyllands Politi begyndte hændelsen omkring kl. 17.52, da manden tog et brød fra bagerafdelingen og spiste et stykke af det uden at betale. Da personalet bad ham om at stoppe, greb han en flaske flydende chili og sprøjtede indholdet ud over gulv og loft i butikken.

Ansat blev spyttet i ansigtet

En medarbejder forsøgte at standse manden, men blev spyttet i ansigtet. Herefter forlod manden butikken, men blev kort efter pågrebet af politiet på parkeringspladsen foran forretningen.

Sigtet for vold og hærværk

Den 36-årige mand blev af vidner udpeget som gerningsmanden og taget med på politistationen. Han er foreløbigt sigtet for hærværk ved at have beskadiget butikkens inventar med chili og for vold mod den ansatte ved spytningen.

Østjyllands Politi oplyser, at efterforskningen fortsætter, og at sagen nu behandles videre i retssystemet.