Kultur

Malte Ebert og hans nye show “Gennemsnitsdansker” tog Værket og Randers med storm

Anmeldelse – Randers, 4. oktober 2024 – Malte Ebert viste i lørdags at han er alt andet end en gennemsnitsdansker, og det endda med fuld kraft, da han havde premiere på sit nye show “Gennemsnitsdansker”

Malte Ebert og hans nye show “Gennemsnitsdansker” tog Værket og Randers med storm
Foto: Mette Nielsen
Af Dinny Eriksen 9. oktober 2024

Værket i Randers var rammen, showet var udsolgt, og de over 1000 publikummer fik en aften, der på alle måder oversteg forventningerne.

Malte Ebert, som mange måske kender fra hans tidligere alter ego Gulddreng, havde sammensat en forestilling, der trak tråde fra hans barndom i Vejle til hans karriere som musiker. Gennem humoristiske fortællinger om barndomshjemmet, venskaber og musikalske rejser skabte han en rød tråd, der engagerede publikum fra start til slut. Med sig på scenen havde han bandet Savsmuld, som også har rødder i Eberts barndom. Bandet leverede en stærk musikalsk præstation og fik lov til at folde sig ud til fulde.

Et godt mix som trak publikum med

Aftenens show var en skøn blanding af skuespil, stand-up-lignende anekdoter og selvfølgelig musikalske højdepunkter. Publikum blev forkælet med nogle af Malte Ebert mest kendte sange, hvor hans kraftfulde vokal og bandets energiske fremførelse fyldte salen. Det blev dog ikke kun ved sangene – Malte Ebert formåede at få publikum til at synge med i en næsten uvirkelig situation, hvor over 1000 randrusianere i kor sang, at de ville “dø for Vejle”. Det var en aften fyldt med latter, musikalsk virtuositet og en unik nærhed mellem kunstner og publikum.

Det er svært at forestille sig en mere velkomponeret premiere. Malte Eberts kombination af charme, talent og humor fik det randrusianske publikum i hans hule hånd, og hans evne til at fortælle historier gennem både ord og musik efterlod ingen tvivl om, at han er meget mere end blot “gennemsnitsdansker”.

Lxkal avis 31 1 1
Foto: Mette Nielsen

Showet får vores varmeste anbefalinger. Malte Ebert har skabt en unik og engagerende oplevelse, og der er ingen tvivl om, at hans show vil trække fulde huse på resten af turnéen. For undertegnede er der kun én konklusion. Var jeg ikke Malte Ebert fan før, så er jeg det i hvert fald nu.

Afslutningsvis må det understreges, at Malte Ebert er en kunstner, der mestrer kunsten at forbinde med sit publikum, uanset om det er gennem sang eller sjove fortællinger. “Gennemsnitsdansker” er et show, der langt fra er gennemsnitligt – det er en hyldest til livet, venskaberne og musikken, leveret med et glimt i øjet og en stemme, der forbløffer.

Vurdering: 5 ud 6 stjerne – ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

Danske Idrætsråd & Samvirker sætter rekord: Medlemsvækst nærmer sig 850.000

Læs også: Danske Idrætsråd & Samvirker sætter rekord: Medlemsvækst nærmer sig 850.000

Nationalmuseet afslører chokerende opdagelse: Skibsvrag i Costa Rica er danske slaveskibe!

Læs også: Nationalmuseet afslører chokerende opdagelse: Skibsvrag i Costa Rica er danske slaveskibe!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev