Forbruger

Lokale købmænd kan få nye værktøjer mod butikstyveri: DSK bakker op om skærpede straffe

Regeringen vil hæve bøden til 3.000 kroner og give butikker mulighed for adgangsforbud – ansigtsgenkendelse undersøges

Søren Greve
Af Søren Greve 19. februar 2026

Butikstyverier er i vækst og rammer også lokalt, hvor købmænd og medarbejdere i dagligvarebutikker og specialbutikker oplever både økonomiske tab og en større utryghed i hverdagen. Derfor hilser brancheorganisationen De Samvirkende Købmænd (DSK) regeringens nye initiativer mod butikstyveri velkommen.

Ifølge DSK har udviklingen stået på i flere år, og organisationen ser det som et vigtigt skridt, at der nu lægges op til både skærpede bøder og bedre muligheder for at holde gengangere væk fra butikkerne.

”Det er et vigtigt skridt i den rigtige retning. Vores købmænd oplever hver eneste dag konsekvenserne af den massive stigning i butikstyverier, og der er brug for, at det får mærkbare konsekvenser at begå kriminalitet,” siger adm. direktør Jannick Nytoft hos De Samvirkende Købmænd.

Bøde på 3.000 kroner kan få ekstra konsekvenser

Et centralt element i udspillet er, at bøden for butikstyveri foreslås hævet til 3.000 kroner. DSK peger på, at beløbet har en særlig betydning, fordi det kan udløse karantæne i forhold til udlændinge, der ønsker dansk statsborgerskab.

Samtidig ønsker man at give butikkerne bedre mulighed for at udelukke personer, der gentagne gange begår kriminalitet i butikkerne.

Gengangere fylder i statistikken

Ifølge tal fra Justitsministeriet, som DSK henviser til, har cirka hver fjerde person, der får en strafferetlig sanktion for butikstyveri, mindst ti lignende forhold i bagagen.

Det er netop den type gengangere, de nye tiltag skal gøre det nemmere at holde ude af butikkerne, lyder det.

Tre konkrete forslag på bordet

Regeringen foreslår ifølge DSK tre tiltag:

  • Strafbelagt adgangsforbud: Butikker skal kunne give et adgangsforbud, hvis en person bliver taget i at stjæle. Et adgangsforbud betyder, at personen ikke må komme ind på butikkens matrikel.
  • Ansigtsgenkendelse undersøges: Regeringen vil undersøge muligheden for at bruge ansigtsgenkendelsesværktøjer, så butikker kan identificere personer med adgangsforbud.
  • Højere bøder ved førstegangstyveri: Regeringen er i gang med at undersøge, om bøden ved førstegangstyveri kan hæves til 3.000 kroner, hvilket også kan betyde, at man i en periode ikke kan søge om dansk statsborgerskab.

DSK: Butikstyveri er ikke en bagatel

DSK understreger, at initiativerne er inspireret af forslag, organisationen tidligere har fremlagt over for justitsministeren – og at dialogen fortsætter.

”Det her sender et klart signal om, at butikstyveri ikke er en bagatel. Vi ser frem til at fortsætte dialogen med ministeren om yderligere tiltag”, siger Jannick Nytoft.