Debat
Lokale kandidater der taler som om de bor i København
Af Lars Rytter Sørensen, Radiochef Radio Kristrup
Vi hører det ofte i Randers. Vi skal stemme lokalt hvis vi vil have indflydelse. Problemet er bare at flere af vores lokale folketingskandidater taler som om deres kampagne foregår i København. De jager nationale dagsordener og de samme overskrifter som alle andre. Der er ikke meget Randers over deres politiske profil.
Det er fair nok at landspolitik fylder. Men når kandidater fra Randers ikke gør forsøget på at være lokale stemmer, bliver det svært for vælgerne at bakke op. Vi får ingen tydelig stemme på vores infrastruktur. Ingen klar prioritering af vores uddannelser. Ingen reel indsats for at løfte de områder som alt for længe har stået i skyggen af Aarhus.
Her bliver de personlige stemmer afgørende. Partierne bruger sideordnet opstilling i Østjyllands Storkreds, og det betyder at vælgerne faktisk kan løfte en lokal kandidat ind i Folketinget hvis vi vil. Men det kræver at vi også kan se hvad kandidaten vil lokalt. Hvis vi kun får de samme standardbudskaber som alle andre, er det svært at motivere vælgerne til at bruge deres personlige stemme på netop dem. Randers får kun reel indflydelse når vi vælger politikere der tør være noget så gammeldags som lokale, og når kandidaterne tør stå på mål for det. Resten er plakater, partilinjer og gode intentioner uden praktisk betydning for os der bor her.
Dette er et debatindlæg, en pressemeddelelse, et læserbrev eller et synspunkt, der afspejler skribentens personlige holdning. Vi byder alle synspunkter velkommen, så længe de overholder straffeloven og presseetiske retningslinjer. Har du en mening, du gerne vil dele? Send den til os!
Læs også: