Kultur

Lokale ildsjæle skal være med til at forme Naturpark Randers Fjord

Arbejdet med en ny strategisk udviklingsplan er sat i gang, og lokale foreninger, aktører og borgere har bidraget med idéer til fremtidens naturpark.

Søren Greve
Af Søren Greve 26. maj 2026

Udviklingen af Naturpark Randers Fjord skal i høj grad bygge på lokale erfaringer, fortællinger og idéer.

Derfor var lokale ildsjæle, foreninger og aktører fra området onsdag samlet til workshop i Mellerup Forsamlingshus. Her blev der sat fokus på naturparkens styrker, gode oplevelser, muligheder for erhvervsudvikling og de potentialer, der endnu ikke er udnyttet.

Skal styrke identitet og oplevelser

Workshoppen er en del af arbejdet med en ny strategisk udviklingsplan for Naturpark Randers Fjord. Planen skal sætte retning for den fremtidige udvikling og styrke områdets identitet, oplevelsesmuligheder og turismepotentiale.

”De lokale kræfter spiller en helt central rolle i arbejdet med udviklingsplanen, fordi det er dem, der kender lokalområderne bedst og ved, hvor de særlige kvaliteter og muligheder findes. Med planen får vi et vigtigt fælles fundament for at udvikle området med respekt for de lokale værdier og samtidig skabe nye muligheder for borgere, lokale virksomheder, foreninger og besøgende,” siger Henning Munkholm Eriksen, formand for Landdistriktsudvalget i Randers Kommune.

Fokus på Mellerup, Udbyhøj og Uggelhuse

Udviklingsplanen bygger på tre hovedområder. Først skal der skabes en fælles fortælling og en tydeligere identitet for Naturpark Randers Fjord.

Derudover skal der arbejdes med konkrete udviklingsmuligheder i Mellerup, Udbyhøj og Uggelhuse – især med fokus på turisme og oplevelser. Til sidst skal planen vise, hvordan idéerne kan omsættes til konkrete projekter.

Lokale fortællinger skal med

Under workshoppen bidrog deltagerne med lokale historier og erfaringer, som nu skal indgå i det videre arbejde.

Konsulenterne bag udviklingsplanen har også besøgt Mellerup, Uggelhuse og Udbyhøj for at få et nærmere indblik i områdernes kvaliteter og muligheder. I den kommende tid skal input fra lokale aktører og analyser af området omsættes til konkrete forslag.

Projektet gennemføres med støtte fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, Realdania, Dansk Kyst- og Naturturisme samt Randers Kommune.