Nyheder

Lokale aktører bakker op om Randers nye streetfood festival

Ikke blot et omrejsende cirkus

Lokale aktører bakker op om Randers nye streetfood festival
Af Redaktion 28. maj 2023

Der er gademad fra alle verdenshjørner – også fra Randers på menuen, når Mad & Kulturs foodtruck-flåde indtager J.O. Krags Plads 1.- 4. juni.

Både restauratører og andre lokale kræfter har taget opfordringen om at
bidrage til byens nye festival til sig. Her kan de nemlig nå ud til et stort publikum og bidrage positivt til en vigtig begivenhed i byen.

Da Randers nye madfestival annonceredes i marts, fulgte der en opfordring med fra arrangørerne bag til alle aktører i Randers: Byd ind. Kom og bidrag til festivalen. En opfordring, som flere – heriblandt Restaurant Madværket – reagerede på.

Vi tøvede ikke med at sige ja tak til en pop-up-madbod på streetfood festivalen. Dels fordi vi gerne vil bakke op, når så spændende et multikulturelt madevent holdes i Randers, dels fordi vi ser festivalen som et fantastisk sted at udbrede kendskabet til vores restaurant, siger Restaurant Madværkets forpagter, Christian Haun Enoch.

Han forklarer, at mange randrusianere kender Restaurant Madværket, fordi de har spist der i forbindelse med et af Værkets kulturarrangementer. Færre ved, at Madværket også har åbent, når der ikke er en forestilling eller koncert. Det skal restaurantens madbod med lækre nordiske småretter fx kold ærtesuppe med håndpillede rejer fra Rømø og grillede asparges med revet Gammel Knas – til streetfood festivalen være med til at lave om på.

Mad & Kultur, der står bag Randers Streetfood Festival, afholder i år gademadsfestivaler i otte byer vest for Storebælt. For Thor Andersen, stifter og medejer i Mad & Kultur, er det vigtigt, at festivalerne ikke kun bliver et stort omrejsende cirkus. Han siger:

Vi arbejder for at fremme god og mangfoldig madkultur ved at servere mad fra alle verdenshjørner og sætte nye og eksotiske retter på menuen. Samtidig hylder vi det lokale og vil sætte et positivt og vedvarende aftryk
på de byer, vi besøger. Det gør vi bl.a. ved bruge lokale leverandører, hyre byens sportsforeninger til at stå i baren og ved at invitere restauratørerne til at deltage.

Thor Andersen er derfor glad for randrusianernes store opbakning, der også vil præge den underholdning og de mange aktiviteter, som er på programmet til streetfood festivalen. I Randers er keramikværkstedet fra
kulturhuset Underværket en af dem, der rykker ud på torvet på festivalens 3. og 4. dag, lørdag og søndag.

Her kan gæster i alle aldre betale for at dekorere en kop eller skål med giftfri maling, der efterfølgende bliver brændt i keramikværkstedets store ovn.

Mad & Kultur arrangerer Randers Streetfood Festival med støtte fra Randers Cityforening og Randers Event.

Der er 18 madboder på programmet og ud over Madværkets nordiske menu er der bl.a. østers og grillede hummersandwich fra kokkene på Trapholt, flammegrillet flanksteak, saftige pulled pork burgere, poke bowls, stenovns-pizzaer, fish n chips og veganske retter fra Mexico til de sultne gæster. Der er mange siddepladser og en scene, så man kan spise samtidig med, at man hører live musik.

En rigtig randrusianer fylder 50 år: Fejrer med vandrestøvler og Camino-eventyr

Læs også: En rigtig randrusianer fylder 50 år: Fejrer med vandrestøvler og Camino-eventyr

Vennerne skaffer 28.000 kroner til ungdommen i IF Alliancen

Læs også: Vennerne skaffer 28.000 kroner til ungdommen i IF Alliancen

Tilmeld dig vores nyhedsbrev