.
I den sydvestlige del af Randers kommune – stik nordvest fra Århus af – ligger den hyggelige stationsby Langå, der i alt huser 2.800 indbyggere. Allerede tilbage i 1862 blev jernbanesporet til Langå opført, og det førte en masse byliv med sig – heriblandt den lokale kirke, skole, bageri m.m. I dag er stationen et stop på strækningen imellem Aalborg og København i InterCity-togene.
Langå rummer til trods for sin lille størrelse alt det, du har brug for, for at kunne få en hverdag til at hænge sammen – og lidt til. Byen ligger placeret med flot natur omkring sig og masser af muligheder for hobbyer og fritidsaktiviteter – mens du stadig er tæt på både Randers og Århus, hvis du savner at mærke pulsen inde i storbyen.
En familievenlig by med alt det, du kan ønske dig
Den lille by er yderst familievenlig og har de perfekte rammer for børn i alle aldre. I byen finder du nemlig hele 4 forskellige børnehaver samt 1 privat pasningsordning, hvoraf et af børnehaverne er en udebørnehave. Et stykke uden for Langå finder du også en skovbørnehave, der giver dine børn de bedste rammer for sjov og aktiviteter ude i det fri. Derudover finde du den lokale skole, Langå Skole, med 452 elever, som rummer børn fra 0.-9. årgang.
Inde i byen finder du både en Fakta, Rema 1000 og andre hyggelige detailbutikker samt et lægehus og to tandlæger. Higer du efter kulturelle oplevelser, kan du nyde godt af byens kulturhus og bibliotek.
Sidst men ikke mindst giver byens idrætscenter med forskellige foreninger dig mulighed for at dyrke alskens sportsgrene. I forlængelse af centeret er der også et hyggeligt friluftsbad til de varme sommerdage.
Skønne naturoplevelser lige uden for døren
Langå ligger tilpas langt væk fra Randers by til at du kan læne dig tilbage, nyde roen og høre fuglene kvidre. Byen ligger omgivet af vand til begge sider – Langå Sø mod vest og Gudenåen mod øst, hvortil sidstnævnte giver dig de perfekte fiskepladser. Åen er også oplagt til kajak- eller kanosport, hvis du er til det. Faktisk så er Gudenåen Danmarks længste å og et naturområde, der tiltrækker mange danskere fra hele landet.
Har du lyst til at komme nærmere på naturen på en mere aktiv måde, så kan du i Langå prøve kræfter med Kronjysk Golf, FDF for de mindste eller blive medlem af bådelauget, der hører til lige ved Gudenåen.
I hele området omkring byen er der højt til loftet og masser af naturområder, som du kan udforske på egen hånd eller med familien. Langå Egeskov ligger forholdsvis tæt på byen, og her kan du lade tankerne svæve frit og nyde den friske luft.
Der er derfor ikke noget at sige til, at Langå er et populært valg for mange, når det kommer til at finde en hyggelig by, hvor man kan slå rødder. Skulle du alligevel blive træt af naturen, så er Randers ikke længere end en kort køre- eller togtur væk.