Læserbrev: Vi kan ikke spare os ud af udfordringerne ved at skære ned på kernevelfærden

4. september 2024
Læserbrev: Vi kan ikke spare os ud af udfordringerne ved at skære ned på kernevelfærden
Nick Zimmermann, Medlem af Folketinget (DF). Fotograf: Marie Hald

Nick Zimmermann: Er det virkelig det her, Socialdemokraterne vil byde os i Randers Kommune? Skal vores ældre lide under lukkede plejehjem, vores børn lide under lukkede skoler og daginstitutioner, og vores veje falde fra hinanden – bare for endnu en gang at frede de overbetalte akademikere og udlændingeområdet? Hvor er moralen? Hvor er anstændigheden?

For midt i disse frygtelige nedskæringer som et flertal i byrådet vil gennemtvinge, er der to ting, der skriger til himlen: Hvorfor ser vi ikke lignende spareknive svinge over udlændingeområdet og på akademikerne?

Hvor mange penge bruger vi ikke på at understøtte udlændinge, der aldrig har haft til hensigt at bidrage til vores samfund? Udlændinge, der lever af danskernes hårdt tjente penge, mens vi danskere må frygte for vores fremtid? Det er en hån mod de danskere, der gennem et langt liv har betalt deres skat og gjort deres pligt.

Og så er der akademikerne, skrankepaverne, papirnusserne – kommunens egne “grever og baroner.” Disse mennesker sidder trygt bag deres skriveborde, hæver tårnhøje lønninger og modtager bonusser og fratrædelsesordninger. De bidrager ikke til vores børns uddannelse, vores ældres omsorg eller vores vejes vedligeholdelse. I stedet lever de godt af skatteydernes penge, alt imens de der virkelig har brug for hjælp, bliver skåret helt ind til benet.

Hvorfor skal disse privilegerede pampere skånes, mens vores børn og ældre betaler prisen? Det er simpelthen uretfærdigt.

De mennesker, der har bygget vores samfund op, fortjener værdighed og tryghed. Og vores børn? Har politikerne ikke lært af fortidens forfærdelige skolelukninger? Åbenbart ikke, og nu vil de måske endda også lukke daginstitutioner!

Vi kan ikke spare os ud af udfordringerne ved at skære ned på kernevelfærden for vores børn, unge og ældre, mens vi fortsat smider penge ud af vinduet på dem, der ikke ønsker at bidrage. Det er uacceptabelt! Enig?

Indsendt af: Nick Zimmermann, MF DF