Debat

Læserbrev: Svar til Henrik Rejnholt Andersen og Moderaterne

Af Erik Bo Andersen, Byrådsmedlem, Østbroen

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 21. juli 2025

Kære Henrik Rejnholt Andersen,

Tak for dit indspark – og for den poetiske henvisning til “sommervarm forvirring”. Den kan vi lade stå, for det, der virkelig forvirrer, er jeres vedholdende fastholdelse af, at Klimabroen skulle være en fremtidssikret løsning. Det kræver, at man både ignorerer virkelighedens klimaforandringer, oversvømmelsestruslerne mod store dele af Randers Fjord og det helt grundlæggende faktum, at Klimabroen ikke beskytter ret mange – og i hvert fald ikke hele Randers.

Du skriver, at en sluse ved Udbyhøj skaber “bagvand” og dermed oversvømmelser. Det er korrekt – hvis man kun bygger en dæmning og intet andet. Men det er jo netop ikke det, der foreslås. Et moderne sluseanlæg i kombination med landskabsregulering og justering af vandstanden i oplandet er netop det, man har brugt i mange andre byer – inkl. London, Hamborg og Rotterdam – med stor succes.

Hvis de kan med vandgennemstrømningen på Themsen, så kan vi vel også med et lille sluseanlæg i Udbyhøj.

Og nu vi er ved realisme: Et sluseanlæg er ikke noget, vi i Østbroen bare hiver op af hatten. Det er en løsning, der allerede er arbejdet med i Norddjurs- og i Randers kommune og nævnt i flere medier.

Det er velovervejet, analyseret og så seriøst, at selv ministeren er bekendt med det. Det er ikke en idé på bagsiden af en serviet – det er en del af det nødvendige og langsigtede klimaarbejde, som hele fjorden og oplandet har brug for.

Til gengæld må vi spørge jer i Moderaterne:

Hvordan vil I egentlig finansiere Klimabroen og det såkaldte Klimabånd?

Der er endnu ikke fremlagt nogen realistisk plan for, hvordan I vil skaffe de 750 mio kr., projektet kræver. Hvor kommer pengene fra? Hvilke investeringer i velfærd, natur eller byudvikling må vige? Hvad koster det borgerne? Når I kalder andre forslag for urealistiske, 

I siger, at Klimabåndet er en helhedsorienteret løsning. Men en løsning, der kun dækker en lille del af problemet, er ikke helhedsorienteret – det er selektiv planlægning. At over 80 % af nuværende byråd støtter det, er et politisk faktum. Ikke en garanti for, at løsningen virker – eller at den overhovedet bliver til noget, når regningen skal betales.

Klimasikring handler om at tænke smartest, så man bruge offentlige kroner rigtigt. En sluse ved Udbyhøj kombineret med fleksibel vandstyring længere oppe i systemet kan beskytte hele fjorden – ikke bare midtbyen. Den slags løsninger kræver samarbejde og langsigtet planlægning – ikke politisk branding.

Så kære Henrik – lad os tage debatten på fakta, faglighed og økonomisk realism

Dette er et debatindlæg, en pressemeddelelse eller et læserbrev, der afspejler skribentens personlige holdning. Vi byder alle synspunkter velkommen, så længe de overholder straffeloven og presseetiske retningslinjer. Har du en mening, du gerne vil dele? Send den til os!