Politik

Læserbrev: Rundkørsler/lysregulerede kryds

Læserbrev: Rundkørsler/lysregulerede kryds

Redaktion
Af Redaktion 30. april 2023

Af: Poul Rubach, Harridslev

“Ombygning af kryds til rundkørsler medfører ofte god sikkerhedsmæssig gevinst. Sikkerhedseffekten afhænger dog af bl.a. hastigheden, uheldsmønster, kryds- og rundkørseldesign.”

Ovenstående er fra “Trafik og veje” 2012, der belyser sikkerhed og fremkommelighed ved henholdsvis kryds og rundkørsler.

Det ser som forventeligt ud til at trafiksikkerheds-gevinsten ved rundkørsler er væsentlig større end kryds.

Rundkørsler har bl.a. den kæmpe fordel, at de nedsætter hastigheden, og de farlige venstresving undgås.

Af de 332 ombyggede kryds til rundkørsler, som “Veje og trafik” beskriver over en årrække, er uheld og personskader faldet med hhv. 27% og 60%. Antal dræbte er faldet med hele 87%.

Da Ringboulevarden blev etableret i 90’erne, var det næsten helt efter tidens forskrifter, der vægter trafiksikkerhed og fremkommelighed. Der er kødannelse i myldretiden på den trafikerede vej, men det samme vil også forekomme ved en lysregulering censor styret eller ej. Censorstyring giver ingen mening i myldretrafik, derfor er de ikke virksomme i tæt trafik.

Det er derfor med stor undren, at jeg læser i pressen, at staten nu vælger at gå den modsatte vej og etablere kryds, hvor der nu er rundkørsler. Jeg er lige blevet gjort opmærksom på, at Ringboulevarden er en statsvej, så de økonomiske forpligtigelser påhviler staten. Det ændrer dog ikke på, at unødvendige udgifter bør undgås, da der jo kun er de samme borgere til at betale.

I Amtsavisen 22/10 2020 angives prisen for ombygningen af 3 rundkørsler på Ringboulevarden til kr. 40 mio., så med nutidens prisstigninger nærmer vi os nok kr. 60 mio.

Disse milliondyre ombygninger kan relativt let undgås, uden at det går ud over trafiksikkerheden.

Den blå farve på cykelstien giver – ifølge “Veje og trafik” – uberettiget tryghed og bør fjernes.

At der stadig er uheld, skyldes bl.a. hastigheden. På Ringboulevarden er hastighedsgrænsen på 70 km/t helt frem til rundkørslen. Det er for hurtigt.

300 m før rundkørslen, bør hastighedsgrænsen være 50 km/t, og 30 km/t ca. 100 m før rundkørslen. En løsning, der ikke koster alverden.

I de alvorlige ulykker, der dog stadig forekommer, er cyklister ofte involveret i. Det kan afhjælpes med en mindre ombygning af cykelstisystemet i rundkørslen.

Cykelstien i selve rundkørslen, skal fjernes og cykelstien etableres længere fra rundkørslen, så vigepligten pålægges cyklisterne, der vil krydse en sidevej til rundkørslen. Det er ikke en uprøvet løsning. Rundkørslen

på Ørsted Allingåbro landevejen, der krydser Nordkystvejen, er en sådan etableret. Bestemt ikke en omkostningstung løsning.

Jeg er ikke bekendt med, om det er politikere, der “tror og synes”, at rundkørsler nu er af det onde, eller om det er embedsmænd, der har ny viden om området.

Jeg har beskæftiget mig med trafiksikkerhed i byerne de sidste 23 år, og har ikke set nye publikationer om emnet, men vil da gerne have adgang til sådanne, hvis ny viden forefindes og jeg har overset noget.

Passende kunne de sparede midler bruges som tilskud til flere cykelstier på statens landeveje, så der skabes mere sikkerhed for cyklisterne.