Læserbrev: Randers Freja står ikke alene – de står for foreningsdanmark

Et journalistisk indslag fra Mads Otte fra TV2 Østjylland har sat gang i en voldsom debat på sociale medier. Artiklen omhandler en niårig dreng, der ikke må spille kampe for Randers Freja, fordi han samtidig deltager i et privat fodboldakademi uden for klubbens regi. Artiklen har affødt mange følelsesladede reaktioner, og det er helt naturligt, når et barn er involveret. Men måske er det netop i sådanne situationer, vi skal træde et skridt tilbage og se det principielle.

For det her handler ikke kun om Christian. Det handler ikke kun om Randers Freja. Det handler om foreningslivets eksistensberettigelse.

Det handler om, hvordan vi i Danmark organiserer børneidræt: som noget, der sker i fællesskaber med frivillige kræfter og værdier – eller som noget, hvor forældre og private initiativer frit kan opbygge deres egne udskillelsesprojekter for 8-9-årige og stadig forvente at klubben skal stille kampmiljø og holdfællesskab til rådighed.

Det er ikke bare en forskel i metode. Det er et systemskifte.

Randers Freja har sagt fra over for, at man kan trække enkelte børn ud i en selekterende, privat struktur og samtidig deltage fuldt i kampmiljøet i klubben. Det er ikke en straffeaktion. Det er ikke en magtdemonstration. Det er en beskyttelse af børnefællesskabet. For det, der er på spil her, er ikke et barn – det er det børne- og træningssyn, vi bygger vores foreninger på.

Og det er ikke kun Randers Freja, der bør stå fast her. Alle klubber, der vægter fællesskab, trivsel og udvikling frem for udskillelse og individualisering, bør bakke op. For hvis Randers Freja i denne sag havde valgt at sige ja, havde det sat en farlig præcedens: At forældres individuelle ambitioner kan overtrumfe det fælles. At man kan etablere eget akademi, udtage egne spillere, skabe sin egen kultur – og så forvente, at klubben skal levere resten.

Det ville ikke bare være uretfærdigt. Det ville være altødelæggende for den danske foreningsmodel.

Og når nogen kalder det for “ikke at tænke på barnet”, så vil jeg vende det om: Det er netop at tænke på alle børn, når man siger nej til at lade enkelte få særlige vilkår på bekostning af fællesskabet.

Det er ikke kun modigt, det er nødvendigt. Randers Freja viser her det mod, som foreningsdanmark har brug for. De stiller sig i skudlinjen for noget større end dem selv, og det skal vi være dem dybt taknemmelige for. De tager et opgør med en kultur, hvor “mig” og “mit barn” er blevet vigtigere end “os” og “vores fællesskab”. Og de gør det velvidende, at det udløser kritik.

Det fortjener vores fulde opbakning.

Dette er et debatindlæg eller læserbrev, der afspejler skribentens personlige holdning. Vi byder alle synspunkter velkommen, så længe de overholder straffeloven og presseetiske retningslinjer. Har du en mening, du gerne vil dele? Send den til os!