Af: Jensa Ottosdóttir, Bestyrelsemedlem Kristendemokraterne Randers
Vi lever i en tid, hvor vores børn og unge i højere grad bliver udfordret på psyken. Børn og unge, som bare burde nyde at være til…
Velstanden stiger og det afspejler sig i de danske hjem. Aldrig har vi set børne- og ungdomsværelser så fyldte med alt, der kan købes for penge.
Hvad er der sket de sidste 20 år? Hvad har vi gjort forkert? Er medmenneskelighed ved at blive kvalt i materialisme?
Hvordan får vi vendt udviklingen, så vi igen får robuste børn, og en ungdom som sprudler af livsenergi?
Når jeg kigger 20 år tilbage, var alt anderledes. Vores børn trivedes bedre, børneværelserne var sparsomt indrettet og de unge mennesker så hinanden i øjnene. Så hvorfor denne forandring?
Var det at vores dårlige samvittighed over alle de timer, vi ikke var sammen med vores børn? Var det fordi vi troede, at vi skulle give vores børn alt det, vi ikke selv havde som børn? Var det fordi vores børn ikke skulle have mindre end naboens børn? Eller bare fordi vi kunne købe alt?
For at få alt til at hænge sammen skal der tjenes penge. Mange penge… og det kræver tid. Derfor gider vi ikke bruge vores sparsomme tid på at lave mad, når det kan klares ‘to-go’ eller 5 min. i mikroovnen. Vi ordner vasketøj og opvask når børnene er puttet, så vi kan være sammen – hver for sig. På mobil, iPad, foran fjernsynet eller alle på én gang, sågar.
Når det endelig er fredag, skal weekenden ikke starte med oprydning og rengøring. Det betaler vi os fra. Så er alt klaret når vi kommer hjem hen på eftermiddagen. Weekenden bruges så til at opleve noget. At være sammen med familie og venner. Tænk hvis vi ikke havde noget at lægge ud om vores perfekte liv i det ophøjede SoMe-univers. Alt det vi kan; bage boller til familien, være kreativ med børnene, ordne haven, få besøg af vennerne, træne to timer i Fitness, lave mad på bedste Flexitar manér og til slut vise vores perfekte (og rene bevares) hjem, med den nye sofa, der forøvrigt også lige er samlet… Det kører på skinner.
Apropos køre – lad os bevæge os ud i trafikken et kort øjeblik…
Forestil dig, at vi ikke havde de færdselsregler, der er til, for at kunne begå sig i trafikken. Vi kunne bare køre som vi ville. Tænk det kaos der ville være på vejene, hvor utrygt det ville være at bevæge sig ud. Det er sådan et «trakfikproblem», jeg ser i det samfund vi lever i i dag.
Vores børn, landets fremtid – de bør lære, at intet kommer af sig selv. De skal have opgaver som de skal lære af, som udvikler dem og får dem til at vokse. De kan selvsagt ikke alt fra start, men de vokser så meget af de sejre de oplever, når de lykkedes. Vi skal lære dem de gængse spilleregler, der er. De fortjener det. Det er os forældre, der står med netop det ansvar. Og det ansvar skal vi tage på os. Det vil ikke være uden sure miner, men øvelsen består i, at de øver sig i hjemmets
vante rammer, så de er rustede til at møde verden.
Jeg kan godt forstå, at det må være angstprovokerende at skulle ud at stå på egne ben, hvis der aldrig der er kommet styr på de mest elementære ting. Måske flytter man hjemmefra for at erfare,
at rodet bliver liggende, håndvasken bliver mere og mere ulækker og tøjet ikke selv bevæger sig ind i vaskemaskinen. Det skal vi ikke udsætte vores børn for. Det er ikke sjældent jeg oplever følgende scenarie i supermarkedet: En 4-årig i en indkøbsvogn, fuldt optaget af sit tøjdyr, som afkræves svar på og stillingtagen til hvad aftensmåltidet skal
bestå af, om der skal være yoghurt til morgenmad og om det er bedst med ostehaps eller kiks i madpakken. Det er ikke barnet, som skal tage den beslutning. Børn kan ikke tage den beslutning.
Det er vores opgave både at tage stilling og lade børn være børn. Så kan de hjælpe, når der skal dækkes bord.
Vi skal være de voksne. Dem som påtager os forældrerollen. Vi skal delagtiggøre vores børn i livet, og alt det udenom. Vi skal lade dem være med og lære dem at klare opgaverne som de vokser til. De skal deltage og vi skal ikke glatte vejen for dem. Vi skal give dem redskaberne, og
lære dem brugen af dem.
Hvem husker ikke første gang vi lavede aftensmad alene? …og hvor stolt man var over at servere maden. Hvem husker ikke når man lærte at stryge, eller sætte en vask over eller når man kunne rede ens seng?
Da jeg var yngre, havde vi ikke de samme materielle goder som i dag. Til gengæld fik vi lært alt det basale, som vi havde brug for, den dag vi flyttede hjemmefra. Nogle af de ting jeg fik med hjemmefra, som jeg glædes over den dag i dag, er at være løsningsorienteret, taknemmelig og at kunne sætte tæring efter næring.
Psykolog og professor Per Schultz Jørgensen siger: “Børnene skal inddrages i fælleskabets opgaver og forpligtelser. Fordi de skal overtage de normer der ligger der.”
Han mener, at når forældre pakker deres børn ind i vat, så fratager de dem både muligheden for at opleve at livet byder på både nederlag og succeser. Selvfølgelig vil vi opleve nederlag, men det betyder ikke, at vi skal klare alt for vores børn. Barnet skal også prøve selv at håndtere
problemer, siger han. Men hvordan gør man så børnene robuste, set med psykologens øjne?
Per Schultz Jørgensen forklarer, at der skal være en ydre struktur, for at man kan opbygge en stærk indre struktur. Det starter med, at man skal stille krav og give barnet pligter og regler at følge. “Det er der masser af børn, der ikke har (pligter og regler…). Engang indgik børnene jo
netop i pligterne og husarbejdet, men det gør de ikke nu”, siger han.
Per Schultz Jørgensen anbefaler et familiemøde, hvor man aftaler, hvem der gør hvad. Når man inddrager børnene, får de ejerskab for reglerne og de opgaver, de selv har valgt, forklarer han.
– Lige præcis at leve op til noget, jeg selv har været med til at fastsætte og få anerkendelsen og bekræftelsen fra omgivelserne, det giver det, jeg kalder et flueben inde i ens inderste rum, og det er den måde, man bliver stærk på.
Han forklarer, at man kan starte allerede, når børnene er fire år gamle, og at det giver børn en oplevelse af at være en del af et fællesskab og at være til gavn for nogen.
– Og børn vil hjertens gerne. De elsker at kunne klare ting og sager. De ser sejrsstolte ud, når de sætter kopper på bordet, siger han.
– Det kan godt være, at jeg som far vil sige, at det her kan blive meget bedre, det kan du godt gøre om. Men så har jeg ødelagt den etik, der ligger i, at barnet har gjort det så godt, det kan, siger Per Schultz Jørgensen.
Den selvtillid børnene oplever ved at være til gavn for fællesskabet, ruster dem også bedre til at tackle modgang og også til at sige fra, forklarer han.
– I kraft af, at du tror på dig selv, og du ved, at du kan noget, så bliver du også i stand til at bedømme, hvor din grænse går, siger han.
Så lad os komme i gang med at ruste vores børn og unge til den verden de skal ud i. At de skal møde verden på både godt og ondt. Lad os starte med at være de forældre, som sætter de grænser børnene savner. Og giver dem de opgaver, de vokser af. Lad dét være gaven, vi giver dem med hjemmefra dét må være forstået godhed.