Læserbrev: Hvad betyder Festugens kopibands for musikerne med egne sange?

Jeg har tidligere her i avisen peget på, at Randers Festuge i høj grad bygger sine store scener op omkring kopi og coverbands. Det skaber fest og fællessang, men det har også en konsekvens vi ikke kan ignorere: det gør det svært for musikere med eget materiale at få fodfæste. Torsdag aften var jeg til Songwriters Room på UnderVærket. Her stod en række originale kunstnere frem med deres egne tekster og melodier i intime rammer. Det blev en aften, hvor publikum ikke bare fik musik, men også en følelse af at være tæt på den proces og det mod, der ligger i at stille sig frem med noget helt nyt og personligt. Jeg gik derfra med en stærk oplevelse af, at originalmusik kan skabe en anden form for nærvær end de sikre hits vi alle kender.

Når jeg ser på Festugen, forstår jeg godt at arrangørerne tænker kommercielt. De skal fylde pladserne, skabe omsætning og levere underholdning til mange tusinde mennesker. Der er et naturligt pres for at vælge det sikre, for hvem vil ikke gerne høre sange man kan synge med på efter to øl på et torv? Men jeg kan heller ikke lade være med at tænke på, hvad det betyder på længere sigt, hvis originalmusikken kun får plads i de små kroge, mens de store scener forbeholdes de gamle klassikere. For hvordan skal en ny generation af musikere kunne vokse sig store nok til selv at trække publikum, hvis de aldrig får chancen for at stå foran et stort publikum? Det handler ikke kun om kunstnerisk udfoldelse, men også om levebrød. Muligheden for at leve af at skabe ny musik bliver ganske enkelt mindre, hvis de største scener altid går til kopierne.

Jeg vil ikke diktere hvordan Randers Festuge skal skrues sammen. Men jeg synes det er et åbent spørgsmål, vi som publikum er nødt til at stille os selv. Vil vi være tilfredse med en festuge, hvor de store scener næsten udelukkende vender blikket bagud, eller vil vi også skabe rum for de stemmer, der peger fremad?

For mig blev kontrasten tydelig i går aftes. I Underværket oplevede jeg originalmusik i sin mest ærlige form, mens jeg ved Festugen ser en tendens til at de store rammer fyldes med fortidens sange. Måske ligger svaret ikke kun hos arrangørerne, men også hos os andre. For hvis vi som publikum bakker op om de steder, hvor ny musik får plads, kan vi være med til at vise, at originalmusikken fortjener en lige så vigtig rolle i byens kulturliv som coverbandsene.

Dette er et debatindlæg, en pressemeddelelse eller et læserbrev, der afspejler skribentens personlige holdning. Vi byder alle synspunkter velkommen, så længe de overholder straffeloven og presseetiske retningslinjer. Har du en mening, du gerne vil dele? Send den til os!

Relaterede Personer

Lars Rytter Sørensen