Debat
Læserbrev: Er du bekendt med Randers Kommunes seneste sparetiltag?
Af Pia Carøe, bestyrelsesmedlem i Østbroen og kandidat til kommunalvalget 2025
Den 18. juni 2025 blev jeg – og mange andre – bekendt med Randers Kommunes seneste sparetiltag. Endnu engang rammer det velfærden, denne gang caféområderne på ældreområdet.
Er Socialdemokratiet, Venstre, Radikale Venstre og Konservative klar over, hvad de sætter i gang?
Besparelser fører til øgede udgifter.
Caféområderne er ikke blot steder, hvor ældre spiser. De er livsrum, hvor mennesker mødes, deler hverdagen og oplever fællesskab. Netop det understreger kommunens egen “Omsorgs- og værdighedspolitik 2023-2026” https://www.randers.dk/demokrati/politikker/omsorgs-og-vaerdighedspolitik/
Her er et uddrag
Livskvalitet:
Et godt og meningsfuldt liv indebærer at kunne bevare sine relationer og interesser. Caféerne understøtter dette og skaber tryghed og nærvær i hverdagen.
Forebyggelse af ensomhed:
Caféerne er en central ramme for fællesskab. Her bekæmpes ensomhed – ikke med ord, men med handling og nærvær.
Mad og ernæring:
Måltidet er mere end ernæring – det er en social begivenhed. Caféerne styrker lysten til at spise og skaber samvær omkring maden.
At fjerne caféerne er at fjerne netop dét, kommunen selv kalder for grundlæggende for en værdig alderdom.
Omsorgsformand Ellen Pedersen (S) udtalte 18. juni på TV2 Østjylland:
“Der var ikke andet at gøre – det er en del af et budgetforlig.”
Jo, Ellen – der var andre muligheder. Borgerlisten Østbroen havde et budget uden nedskæringer på dette område.
Og hvad med prioriteringerne?
Velfærd er need to have – ikke nice to have.
Hvordan kan man vedtage en “Omsorgs- og værdighedspolitik” og samtidig undlade at leve op til den?
Det er ikke bare utroværdigt – det er uansvarligt.
Dette er et debatindlæg, en pressemeddelelse eller et læserbrev, der afspejler skribentens personlige holdning. Vi byder alle synspunkter velkommen, så længe de overholder straffeloven og presseetiske retningslinjer. Har du en mening, du gerne vil dele? Send den til os!
Læs også: