Politik

Læserbrev: En milepæl for flere SOSU-medarbejdere i fremtiden

Læserbrev: En milepæl for flere SOSU-medarbejdere i fremtiden

Redaktion
Af Redaktion 11. januar 2024

Indsendt af: Michael Aastrup Jensen, Medlem af Folketinget (V)

Det er Venstres klare mål, at endnu flere skal uddanne sig til SOSU-medarbejdere i fremtiden. Vi skal nemlig sikre medarbejdere både til vores sundhedsvæsen og ældrepleje. Derfor vil regeringen både styrke uddannelserne, såvel som arbejdsvilkårene.

I 2035 vil der være ca. 200.000 flere ældre end i dag. Samtidig risikerer vi, at der vil være 15.000 færre SOSU-medarbejdere. Hvis vores ældre skal have den pleje, de har behov for, må vi derfor sikre, at flere vælger en SOSU-uddannelse. Derfor har regeringen og Venstre nu præsenteret et ambitiøst udspil, som skal løfte SOSU-uddannelserne og sikre flere SOSU-medarbejdere i fremtiden.

Først og fremmest ønsker vi, at flere unge lykkes med at gennemføre uddannelsen. Derfor vil vi permanentgøre det ekstraordinære taxameterløft på 20 pct. som SOSU-skolerne har modtaget siden 2021. Det sikrer uddannelserne markant flere penge fremadrettet til at øge kvaliteten, investere i smarte nye teknologier eller give de sårbare elever mentorordninger eller ekstra lektiehjælp. Derudover vil vi fjerne det rigide krav om folkeskolens afgangseksamen. Er man dygtig og motiveret nok, skal man kunne optages på en SOSU-uddannelse. Det skal også være gratis for alle at tage SOSU-kurser eller en fuld SOSU-uddannelse via AMU-kurser. Vi ønsker derudover at tiltrække flere studerende med ekstra lærepladser og elevløn til nye studerende over 25 år.

Ydermere, vil vi sikre, at flere lykkes med at lande den lilla hue efter sidste eksamen. Derfor vil vi afsætte varige midler til screening og støtte til elever med mangelfulde danskkundskaber. Vi vil også investere mere i simulationsudstyr og opkvalificering af oplæringsvejledere. På den måde er de studerende bedre rustede til, når de lander deres første job. SOSU-uddannelserne skal altså tiltrække og fastholde flere elever. Derfor skal de have flere ressourcer og være blandt de bedste uddannelser i landet, når det kommer til at dyrke deres faglighed.

Jobbet skal selvfølgelig også være både meningsfuldt og en god karrierevej. Det er derfor, vi har indgået en trepartsaftale om et ekstraordinært lønløft til blandt andet SOSU-medarbejdere. Det er også derfor, at vi nu vil sikre flere kollegaer til vores dygtige medarbejdere i både ældreplejen og sundhedsvæsenet. Snart vil regeringen også præsentere en ældrelov med endnu flere gode initiativer i samme boldgade.