Debat
Læserbrev: Chefredaktørens leg med demokratiet!
Indsendt af Jørgen Andersen, Stenaltvej 6, 8930 Randers NØ
I Randers Amtsavis fredag den 13. juni skriver Chefredaktør Axel Præstmark følgende leder.
”Det ligner børns leg med barberblade”. Her blander chefredaktøren sig i den igangværende debat og kommende valgkamp, hvor han opfordrer til at stå sammen om byrådsflertallet som ønsker en klimabro. Eller som han skriver, hvis ikke, kan det gå ud over samarbejdet med investor AP ejendomme.
Som chefredaktør med adgang som lederskribent har man et særligt ansvar for at læserne bliver velinformeret om hvad der sker i lokalsamfundet, og at det man skriver er veldokumenteret og sandfærdigt.
Chefredaktøren skriver, at der er indgået en ”aftale mellem alle os” i Randers kommune og AP ejendomme. Så vidt jeg ved er der muligvis indgået en hensigts erklæring, men ikke en skriftlig aftale. Det er en væsentligt forskel. Det er rigtigt fint og godt, at AP pension er villig til at investere i Flodbyen i Randers kommune. Men, jeg håber da, at chefredaktøren er klar over at AP Invest ikke er her for at redde Randers. AP Invest er her fordi de kan se, at de kan få et pænt afkast til deres pensionskasse. Derfor prøver de selvfølgeligt at få Randers kommune til at betale for så mange projekter som muligt.
Følgende projekter kan nævnes hvor det er skatteborgerne i Randers kommune der kommer til at betale: Etablering af Klimabroen – Ændringer ved Rutebilstationen – Fjernelse af P. pladser i Trangstræde – Ændring af Clausholmvej – Bygning af et P. hus på Brotoften – Fraflytning af virksomheder og arbejdspladser på Randers Havn – Flytning af Lystbådehavnen – En ny kommende Ringboulevard – Ændring af vejforløb og lyskryds m.m. v/ Udbyhøjvej/Dronningborg – Ændring af Havnegade til stillevej. Dette er blot et lille udsnit af de mange projekter hvor det bliver Randers kommune og dermed borgerne der skal punge ud.
Med en investering i den såkaldte Klimabro til i omegnen af 600 millioner kroner plus ovennævnte projekter, så kan beløbet nemt løbe op i 1. milliard kr. Ingen kender den endelige pris. Det bliver en så stor investering, at alle mulige senarier skal undersøges grundigt inden man laver løsninger der kommer til at belaste Randers kommunes skatteborgere økonomisk de næste hundrede år. Det er her Randers Amtsavis og Chefredaktøren burde være kritiske og stille spørgsmålet. ”Hvad er prisen for skatteborgerne”?
Klimabåndet gennem Flodbyen der skal holde regnvandet ude kan sagtens gennemføres uden klimabro. Der findes andre og mere holdbare løsninger i form af en dæmning ved Udbyhøj, som sikrer hele Randers og Nørre Djurs kommuner mod stormflod fra havet. Og en Østbro over Randers Fjord til at lede trafikken uden om Randers by. Til begge disse projektor vil der være stor mulighed for stats medfinansiering.
Chefredaktørens indblanding i den demokratiske proces og den kommende valgkamp er en farlig leg. Ikke med barberblade. Men med demokratiet.
NB) Læs også: Redaktionschef Bo Hovgaards ”Lederindlæg” i Randers Amtsavis tirsdag den 17. juni ”Drop snakken om en dæmning ved Udbyhøj – det kommer aldrig til at ske” Også her er der påstande fra avisens lederskribent der er grebet ud af den blå luft!
Dette er et debatindlæg, en pressemeddelelse eller et læserbrev, der afspejler skribentens personlige holdning. Vi byder alle synspunkter velkommen, så længe de overholder straffeloven og presseetiske retningslinjer. Har du en mening, du gerne vil dele? Send den til os!
Læs også: