Debat

Læsebrev: Stop de politiske skåltaler – beskyt vores drikkevand nu!

Af Anker Boje, Formand, Uggelhuse Vandværk a.m.b.a. Byrådsmedlem Østerbroen

Søren Greve
Af Søren Greve 19. marts 2026

Hvorfor har man ikke gjort noget før? Reelt svar efterlyses!

Det er med en blanding af frustration og bekymring, jeg læser indlægget i Randers amtsavis den 18 marts 2026 “Vores drikkevand kræver handling”. Som formand for Uggelhuse Vandværk ser jeg hver dag, hvordan de fine ord fra Christiansborg sjældent følger med ud i virkeligheden. Det rungende spørgsmål står tilbage: Hvis drikkevandet er så vigtigt, hvorfor har man så ikke gjort noget før?

Vi har i årevis set passiviteten råde. I stedet for klar lovgivning har man satset på frivillige aftaler og kommunale tovtrækkerier, mens pesticidresterne støt og roligt har kurs mod vores boringer. Som vandværk står vi med det fulde ansvar for at levere rent vand, men vi mangler de politiske værktøjer til at sikre kilden.

Vi bakker fuldt op om Danske Vandværkers tre krav til den nye regering, og vi forventer handling på alle tre punkter:

Slut med de frivillige lappeløsninger: Et nationalt sprøjteforbud i de sårbare indvindingsområder (BNBO) er den eneste vej frem. Vi kan ikke vente på, at hver enkelt kommune genopfinder hjulet. Det kræver politisk mod at sætte drikkevandet over erhvervsinteresser – har den nye regering det mod?

Beskyttelse af fremtidens vand: Vi skal ikke kun sikre de boringer, vi bruger i dag. Vi skal frede de arealer, hvor vores efterkommere skal hente deres vand. Det er rettidig omhu, som har manglet i årtier.

Massiv overvågning: Vi har brug for ressourcer til at overvåge og screene for nye stoffer, før de ender i forbrugerens glas. Vi kan ikke nøjes med at måle på det, vi kendte i 80’erne.

Det er på tide, at politikerne holder op med at tale om drikkevandets vigtighed i festtaler og i stedet begynder at lovgive derefter. Vi har ikke brug for flere syltekrukker eller udvalg. Vi har brug for beskyttelse af vores vigtigste naturressource nu – før det er for sent.