Nyheder

Kvinder på talerstolen

Redaktion
Af Redaktion 26. februar 2015

Søndag d. 8. marts står byrådsmedlem Iben Sønderup (S) i spidsen for et stort program i Kulturhuset Langå. Under overskriften Kvinder i demokratiets tjeneste går kvindelige politikere fra fire forskellige partier på talerstolen. Også fagforeningen FOA er repræsenteret.

Anledningen er 100-året for kvindernes stemmeret, og jubilæet skal fejres med manér.

Jeg har glædet mig til denne dag i flere år, siger byrådsmedlem Iben Sønderup (S), der første gang stod i spidsen for Kvindedagen i Langå i 2009.

100 års jubilæum for kvinders ret til at stemme og til at stille op som kandidater til politiske valg det er en vigtig mærkedag. Det var ganske vist først d. 5. juni på Grundlovsdag, at stemmeretten for kvinder blev en realitet. Men nu har vi her i Langå fået en tradition med at markere Kvindernes Internationale Kampdag d. 8. marts. Og stemmeretten til kvinder var ikke kommet uden kamp.

Langå Kvindeklub har booket det meste af Kulturhuset Langå til begivenheden, og folketingsmedlem og politisk ordfører Maja Panduro (S) er første taler.

Kvinders stemmeret kom ikke af sig selv, og respekten for kvinders ligestilling er ikke en selvfølge. Indtil for 100 år siden var det kun 15 procent af danskerne, der havde stemmeret. Jeg glæder mig til at sende en tak til dem, der kæmpede i mange år for, at kvinder og tjenestefolk fik valgret i 1915, siger Maja Panduro.

Dagens program begynder ved togstationen i Langå, hvorfra kvinderne vil gå i optog gennem byen til Kulturhuset.

Det er jo en festdag, og et optog er altid festligt og flot. Men vi gør det også i respekt for de kvinder, der gik i optog til Amalienborg Slot i København i 1915. På den måde binder vi en sløjfe i tiden og rækker både tilbage mod fortiden og griber fremad mod nye tider, siger Iben Sønderup.

Udover Maja Panduro og Iben Sønderup taler Hanne Roed (R), Charlotte Broman Mølbæk (SF), Louise Høeg (V) og Tanja Lauenborg (FOA).

Mellem de politiske taler i den tidligere byrådssal er der musik af to unge musikere, Cecilie Drachmann Mathiasen og Fie Gravgaard. I Havestuen er der Musikhistorisk Café med salg af de berømte kvindelagkager, kaffe, te, øl, vand og vin. I caféen spilles der udelukkende plader med kvindelige musikere.

På gangene er der udstilling med malerier af Dorthe Lund, Ulla Göller og Kirsten Fredslund Jæger. Der er også salg af ægte hjemmelavet chokolade.

* Der er gratis adgang, og alle er velkomne også mænd!

* Giv RANDERSiDAG en ‘synes godt om’ på Facebook.