.
Kvindedagen i Langå får ny leder og skifter navn til Kvindedagen i Randers
Kvindedagen i Langå har holdt generalforsamling og har skiftet navn. Fremover hedder foreningen “Kvindedagen i Randers.”
“Vi syntes, det var vigtigt, at signalere at Kvindedagen i Randers er en forening for hele Randers Kommune, og ikke “bare” Langå, udtaler Josefine Rasmussen, som var forslagsstiller på navneskiftet og ny næstforkvinde i bestyrelsen. “Vi vil gerne udvide aktiviteterne til at foregå flere steder i kommunen. Og vi tror, der er en interesse i Randers By for det, som vi står for. Derfor bliver et af vores mål også at lave begivenheder i Randers og forhåbentlig engagere flere fra byen.”
Samtidig har foreningen fået ny leder men det er en gammel kending: Iben Sønderup, som i sin tid stiftede foreningen, overtager nu igen lederposten efter Majken Vestergaard, som har stået i spidsen for Kvindedagen siden 2019.
Kvindedagen i Langå nåede i 2020 lige at holde 8. marts, før statsminister Mette Frederiksen lukkede landet ned tre dage senere. Det eneste andet arrangement, foreningen havde i 2020, var en livestreamet debat fra Station K i Langå, med overskriften “Hvorfor sagde du ikke fra?”, som handlede om seksuelle overgreb og krænkelser. Debatten kan i øvrigt stadig ses på facebooksiden, som altså nu hedder “Kvindedagen i Randers”.
I bestyrelsen for Kvindedagen i Randers sidder følgende: Iben Sønderup (leder), Josefine Rasmussen (næstforkvinde), Britta K. Jakobsen (kasserer), Marianne Jensen og Elin Petersen.
“Vi glæder os til at komme i gang med mange spændende arrangementer, nu hvor verden forhåbentlig bliver lidt mere normal igen,” udtaler Iben Sønderup.
Læs også: