Alarm 112

Kvinde deltog i indsmuglingen af 18 kilo kokain skjult i specialbygget Volvo: Er blevet idømt seks års fængsel

En 27-årig kvinde er fredag blevet idømt seks års fængsel ved Retten i Randers for sin rolle i indsmuglingen af 18 kilo kokain til Danmark. Straffen kommer som led i en større narkosag efterforsket af National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), der omfatter i alt fire personer.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 31. oktober 2025

Del af omfattende narkonetværk

Kvinden deltog i to af i alt tolv køreture, hvor narkoen blev fragtet fra Tyskland og Holland til Danmark. Ifølge retten blev de 18 kilo kokain skjult i et hemmeligt rum i en specialbygget Volvo og efterfølgende opbevaret på en adresse i Randers, inden stoffet blev solgt videre til købere i Jylland.

Retten fandt det bevist, at kvinden kendte til formålet med transporterne og modtog betaling for sin deltagelse.

Tidligere domme i samme sag

Sagen mod kvinden er en del af et større sagskompleks, hvor tre andre personer allerede er blevet dømt ved tilståelsessager. En 30-årig mand fik tidligere 13 års fængsel for at have indsmuglet i alt 112 kilo kokain på tolv ture mellem Tyskland, Holland og Danmark.

Anklagemyndigheden tilfreds med dommen

Specialanklager i NSK, Jeanni Andreeva, udtaler:

Jeg er tilfreds med, at fjerde person i sagskomplekset nu er dømt, og at retten i dag har udmålt en markant fængselsstraf til den dømte. Det understreger, at der bliver slået hårdt ned på, når man medvirker til indsmugling af hård narkotika til Danmark – også selvom man har haft en mindre rolle.

Fik strafnedsættelse for tilståelse

Den idømte kvinde modtog en lavere straf end de øvrige dømte i sagen. Ifølge NSK skyldes det blandt andet de nye regler om såkaldt tilståelsesrabat, som giver mulighed for strafnedsættelse, når en tiltalt erkender sin skyld.

Kvinden tog sig betænkningstid i forhold til, om hun vil anke dommen.