Af Carina Kondrup
Kunstskoven på Nordre Fælled, der er en del af kunst- og kulturprojektet “Al verdens kunst”, bliver nu gjort klar til den kommende sæson. Dele af udstillingen fjernes og erstattes med ny kunst i foråret 2023.
Siden indvielsen af kunstskoven på Nordre Fælled i foråret 2022, har man som besøgende kunnet opleve en magisk naturudstilling, med start ved en af to store “verdensmålsportaler”. Mellem de to portaler har børn og unge fra Nordbyen lavet naturkunstværker, blandt andet ved hjælp af masser af grankogler.
Nu fjernes de mange grankogleværker, for at gøre skoven klar til efterårs- og vintermånederne.
“Kunsten er primært lavet af naturmaterialer, men der er også gjort brug af for eksempel snor og ståltråd. Det vil vi ikke have til at ligge på skovbunden, når efteråret kommer, og naturmaterialerne begynder at nedbryde. Vi skal passe godt på skovens dyr, og samtidig skal der også se pænt ud for de besøgende, der kommer forbi,” siger boligsocial medarbejder i Bysekretariatet og medlem af Kunstgruppen bag udstillingen, Sofie Dahlgren.
Kunstskoven på Nordre Fælled er en del af kunst- og kulturprojektet “Al Verdens Kunst”, hvor kunst og kultur bringes i spil med baggrund i FN’s verdensmål. Projektet løber frem til foråret 2024, hvor der skal skabes to store kunstinstallationer, også kaldet “land art”, samt fem mindre installationer, der kaldes for “landmarks”. Kunstskoven er ét af disse landmarks. Det første store land art vil stå færdigt i sommeren 2023.
Formålet med projektet er at understøtte et aktivt medborgerskab og at invitere alle borgere ind i området som en del af den øvrige by.
Ny udstilling på vej
Kunsten bliver til ved hjælp af lokale familier og børn fra Nørrevangsskolen, Glentevejs Børnehus, Jennumparkens Fritidshjem, Solgården, Børnehuset Jennumparken, Børnehuset Lervangen og KFUMs institutioner, der sammen med Bysekretariatet udgør “Kunstgruppen”.
Den fjernede kunst erstattes med en ny udstilling i foråret 2023. Kunstgruppen har for nylig besluttet, at kunsten fremover skal skiftes én gang om året og markeres med en kunstuge i midten af maj, hvor børnene fra de involverede institutioner kan lave kunsten på stedet eller hjemme i institutionerne.
Den nye kunst, der skal udsmykke kunstskoven på Nordre Fælled, indvies fredag d. 12. maj 2023.
Fakta
Al verdens Kunst i Nordbyen er et 3-årigt kunst- og kulturprojekt med baggrund i FN’s Verdensmål. Projektet er støttet af Slots- og Kulturstyrelsen. Kunsten og kulturen bliver bragt i spil med baggrund i udvalgte verdensmål, hvor projektet prioriterer mål 3: sundhed og trivsel, mål 11: bæredygtige byer og lokalsamfund og mål 15: livet på land.