Virksomhedernes ledere tager udfordringen op. Onsdag 20. januar inviterer de deres kunder ind til en kop kaffe og en ærlig snak for at få nye øjne på deres forretning og produkt. Cafémøderne mellem kunder og virksomheder er en del af projektet Nye Veje til Vækst, hvor virksomheder arbejder intensivt og målrettet med at udnytte deres økonomiske potentiale i oplevelsesøkonomien.
“Jeg forventer at få rigtig meget ud af mødet med mine kunder. Det er mit udgangspunkt, at et troværdigt produkt af god kvalitet kræver et klart billede af, hvem vores kunder er, og hvilke behov de har. Kunsten består i at se os selv gennem kundernes øjne og forstå, hvad der kan gøre den lille forskel i kampen om kunderne,” siger Christian Royal fra Innovisio.
Innovisio holder til i Hinnerup i Favrskov Kommune, og virksomheden laver webløsninger og har deltaget i Nye Veje til Vækst med en nytænkning af, hvordan man kan integrere oplevelser i webshopkonceptet.
Cafemøderne skal give et realitytjek af de ideer, virksomhederne har arbejdet med i vækstgruppeforløbet Nye Veje til Vækst. Projektleder, Jeppe Keller siger:
“Hvis man vil finde vejen til vækst, må man have fokus på at skabe værdi for kunderne. Det er hele kernen i projektet. Og det kræver hårdt, strategisk arbejde. Det er en stor satsning, og virksomhederne skal føle sig sikre på, hvad det er, der skaber kundernes oplevede værdi af at være kunde hos dem.”
Se kunden i øjnene
Viden om kundernes adfærd og behov er værdifuld og kan være afgørende for virksomhedens konkurrencekraft på markedet. Jørgen Frost Larsen fra arkitektvirksomheden Frost Larsen siger:
“Vi ønsker at være i dialog med vores kunder, så vi altid kan indfri deres forventninger. Vi skal lytte og forstå signaler om både fysiske og psykiske behov. Og vi skal skabe arkitektoniske løsninger, som involverer dem på det personlige niveau. Vi skal forstå, at vores konkurrenter kun er et klik væk på nettet, og derfor bør vi bestræbe os på at levere noget mere.”
Frost Larsen deltager i Nye Veje til Vækst med et nyskabende seniorboligprojekt.
Du kan tilmelde dig Byen.nu’s gratis nyhedsbrev her på siden til højre.