Nyheder

Kun hver tredje lufter nok ud om vinteren – risiko for skimmelsvamp og dårlig trivsel

Ny undersøgelse viser, at mange danskere ikke følger anbefalingerne for udluftning i vintermånederne

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 28. februar 2026

Det er koldt udenfor, og mange holder vinduerne lukket. Men det kan være en dårlig idé.

En medlemsundersøgelse fra LB Forsikring viser, at det kun er 27 procent, der lufter ud flere gange dagligt i 5-10 minutter, som Sundhedsstyrelsen anbefaler. Resten lufter ikke tilstrækkeligt ud i vintermånederne.

Det kan få konsekvenser for både helbred og bolig.

Kold start på året

2026 er begyndt med lave temperaturer, og ifølge LB Forsikring har indeklimaet måske ikke haft førsteprioritet hos danskerne.

Men netop om vinteren er det vigtigt at få frisk luft ind i boligen flere gange dagligt.

“Jeg kan godt forstå, hvis man ikke umiddelbart har lyst til gennemtræk, når det fryser udenfor, men hvis man ikke lufter ud, får man en tung og dårlig luft med et højt indhold af CO2 på grund af blandt andet madlavning, bad og tøjvask. Dårlig luft kan påvirke vores helbred og blandt andet resultere i hovedpine, træthed og dårlig søvn. Men det kan også have alvorlige konsekvenser for vores bolig, hvis man ikke lufter ud. Den fugtige luft vil stå stille, og det giver desværre giver gode muligheder for dannelse af skimmelsvamp”, siger Maiken Sjöberg Russ, skadeschef for Bil og Bolig i LB Forsikring.

Frygt for varmeregningen

Undersøgelsen blev gennemført i november 2025 blandt LB Forsikrings medlemspanel.

En af årsagerne til, at mange ikke lufter nok ud, er ifølge undersøgelsen frygten for en højere varmeregning.

Men korrekt udluftning kan faktisk have den modsatte effekt.

“Hvis man ikke lufter ud, har man en tung og fugtig luft i boligen, som faktisk tager længere tid at opvarme. Der skal derfor bruges mere energi på opvarmningen. Tør luft opvarmes hurtigere, og det kan derfor være positivt for pengepungen, hvis man prioriterer at lufte ud, man skal blot følge anbefalingerne og ikke lade et vindue stå åbent dagen lang,” siger Maiken Sjöberg Russ.

Fem gode råd til bedre indeklima

LB Forsikring peger på flere enkle tiltag, der kan forbedre indeklimaet i vintermånederne:

  • Gør udluftning til en vane, for eksempel når du står op, børster tænder eller laver mad. Skru eventuelt ned for radiatorerne, mens du lufter ud, hvis termostaterne er mere end et par år gamle.
  • Tænd emhætten under og efter madlavning – gerne fra fem minutter før til fem minutter efter. Har du ikke emhætte, bør du åbne vinduerne ved komfuret og holde dørene lukket til de øvrige rum.
  • Luk døren til badeværelset efter bad og luft grundigt ud for at fjerne fugten. Husk også at rengøre udsugningen.
  • Undgå at tørre tøj indenfor. Hvis det er nødvendigt, bør det ske i rum med mekanisk udsugning, som for eksempel badeværelse eller tørrerum.
  • Vær opmærksom på stearinlys, som påvirker indeklimaet. Husk at lufte ud, eller overvej alternativer som LED-lys.

Om undersøgelsen

Medlemsundersøgelsen er foretaget i november 2025 i LB Forsikrings medlemspanel, som er rekrutteret blandt selskabets over 470.000 medlemmer.

1.486 medlemmer over 18 år har deltaget. Panelet består af medlemmer fra Lærerstandens Brandforsikring, Bauta Forsikring og Runa Forsikring, som frivilligt har meldt sig.