Nyheder
Kun fire kvindenavne på den lange liste, hvem skal indstilles til Årets Randersborger 2024?
Årets Randersborger er en prestigefyldt pris, som gives til en person, der har gjort en særlig indsats for Randers og bidraget til positiv udvikling i kommunen. Men hvis man skimmer listen over tidligere modtagere vil man se, at kun en lille brøkdel af modtagerne har været kvinder.
Igennem årerne er titlen som Årets Randersborger gået til ganske få kvinder. Derfor vil jeg gerne opfordre til at man indstiller nogle af de mange stærke kvinder, som hver dag er med til at gøre en forskel for Randers. Det kan for eksempel være i erhvervslivet, kulturlivet eller i foreningsregi. I komitéen ser vi oftest, at det alene er det mandlige køn, der er repræsenteret blandt de foreslået kandidater. Kønnet skal dog ikke være afgørende for om man kan modtage prisen eller ej, men det vil være skønt med en mere ligelig repræsentation blandt de indstillede kandidater, siger borgmester Torben Hansen, der er formand for Randersborger-Komitéen.
Kvinder på listen
Hele listen over tidligere modtagere af prisen kan ses hos Randers Kommune. Blandt navnene fra 1977 til og med 2023 er der dog ikke mange kvindenavne at liste:
2019: Birgitte Kaas Sørensen
1999: Lise Bisballe
1993: Hanne Thomsen og Poul Thomsen
1985: Sonja Mathiesen
Indstil kandidater
Frem til søndag den 9. juni 2024 kan alle borgere i Randers indstille deres kandidat til prisen. Kandidaten skal have skabt positiv omtale eller igangsat en synlig udvikling, der har gavnet Randers-området.
Siden 1977 har Randers Kommune hædret personer, der har ydet en særlig indsats inden for forskellige områder som erhverv, kultur, idræt og byudvikling. Randersborger-Komitéen, bestående af fem byrådsmedlemmer samt repræsentanter fra Business Randers, Kulturelt Samvirke og Samvirkende Idrætsklubber i Randers (SIKR), vurderer alle kandidater og vælger den endelige modtager af prisen.
Læs også: