Kultur

Kulturhuset byder på fællesspisning og fernisering af nye kunstværker

Oplev hvordan kunst, teknologi og borgerengagement smelter sammen og giver Randers’ kvindehistorier en ny stemme. Det sker, når Kulturhuset Randers igen inviterer til fællesspisning for alle – denne gang kombineret med lancering af kunstner Ida Kvetnys nye kunstværker, der hylder kvindehistorier og historiske kvinder fra Randers!

Kulturhuset byder på fællesspisning og fernisering af nye kunstværker
Kvindehistorier og historiske kvinder fra Randers er omdrejningspunktet i kunstprojektet ARanders, der nu præsenteres i Kulturhuset Randers. Vær med til fernisering af kunstværket med blandt andet en storslået videoprojektion på Kulturhusets facade og oplæg af kunstneren bag projektet, Ida Kvetny. Ferniseringen torsdag den 28. november efterfølges af fællesspisning i Kulturhuset. Billet kan købes på blandt andet kulturhusetranders.dk. Foto: Ida Kvetny
21. november 2024
Af Benedikte Jensen

Kvinderne ”bringes til live” gennem augmented reality (AR) og kunstig intelligens (AI). Aftenen byder også på en storslået videoprojektion på Kulturhusets facade. Køb din billet til fællesspisningen på kulturhusetranders.dk eller på de tre institutioners hjemmesider.

  • Fællesspisning i Kulturhuset og fernisering af kunstprojektet ARanders: Entanglement, torsdag den 28. november 2024 kl. 17 – 19
  • Sted: Kulturhuset Randers, Stemannsgade 2, 8900 Randers C.
  • Pris: 100 kr. inkl. mad og et glas vin/vand/øl i anledning af ferniseringen.
  • Tilmelding til fællesspisning via kulturhusetranders.dk eller på de tre institutioners hjemmesider.
  • Der er muligt kun at deltage i ferniseringen uden billet. Bemærk, at Kulturhuset har aftenåbent fra kl. 16 – 20 for alle denne torsdag!

Kulturhusets tre institutioner Randers Bibliotek, Randers Kunstmuseum og Museum Østjylland har siden foråret inviteret til fællesspisninger sidste torsdag i hver måned. Et nyt, inkluderende tiltag, som Randers’ borgere har støttet stærkt op om. Maden har været vegetarisk, og hvert måltid er blevet garneret med et særligt kulturelt og aktuelt indslag.

Denne torsdag den 28. november er det billedkunstner Ida Kvetnys innovative kunstprojekt ARanders: Entanglement, som bliver præsenteret inden fællesspisningen.

Videoværk udfolder kvinders historie

Kulturhusets tre institutioner har sammen inviteret Ida Kvetny til at skabe et værk, som kan opleves i fællesarealerne i Kulturhuset. Resultatet er blevet et projekt, hvor Ida Kvetny har opfordret byens borgere til at give deres bud på hvilke kvinder og kvindehistorier, der mangler en plads i byens kunst. ”Med tre AR-skulpturer – som gæsterne selv skal aktivere med deres smartphones – og et videoværk udfolder Ida Kvetny historier om både navngivne kvinder og deres bedrifter og om de mange ‘usynlige’ kvinder, som har været med til at forme og drive den gamle industriby Randers,” lyder det fra de tre institutioner.

Barok jul med Randers Kammerorkester

Læs også: Barok jul med Randers Kammerorkester

Udlængsel og hverdagens helte

Projektets figurer repræsenterer stærke randrusianske kvinder, hvoraf nogle rejste ud i verden, mens andre blev hjemme som hverdagens helte. Kvinderne er trapezkunstner La Norma, lærer og botaniker Charlotte La Cour, kvinderne på Randers Reb, kvinderne på Randers Handskehandskefabrik, OL-kajakroeren Karen Hoff og fotograf Nielsine Zehngraf.

Ida Kvetny vil denne aften, hvor kunstværkerne præsenteres, fortælle om sit projekt og tankerne bag.

Fagfolk kigger forbi og fortæller om nogle af de kvinder, som Ida Kvetny har udvalgt til værkerne. Hør blandt andet forfatter Aase Thomassen fortælle om den verdensberømte trapezkunstner La Norma, som blev født som Norma Nielsen i en baggårdslejlighed i Storegade i Randers i 1926.

Videoprojektion på Kulturhusets facade

Aftenen byder også på en helt særlig oplevelse: Se en spektakulær videoprojektion af Ida Kvetnys videoværk, der lyser Kulturhusets facade op og binder projektets temaer sammen i en visuel fortælling.

”Videoprojektionen kan kun ses denne ene aften og giver de fremmødte en uforglemmelig introduktion til kunstprojektet ARanders,” forklarer museumsdirektør på Randers Kunstmuseum, Lise Jeppesen.

Efter introduktionen til kunstværkerne er der mulighed for at opleve og interagere med de nye kunstværker inden fællesspisningen i Kulturhuset kl. 18. Fællesspisningen foregår indendørs.

Spiser på kunst-stel

Bordene til årets sidste fællesspisning dækkes op med det fine WASTE TIME Randers-spisestel, som kunstneren Anja Franke i en workshop har skabt sammen med 45 medborgere. Stellet er lavet til Kulturhusets fællesspisninger og er allerede blevet flittigt brugt. Efter spisningen er der god mulighed for at gå på opdagelse i de nye kunstværker ARanders: Entanglement rundt om i Kulturhuset frem til kl. 20.

Populær danseskole søger nye instruktører til sæson 25/26

Læs også: Populær danseskole søger nye instruktører til sæson 25/26

Tilmeld dig vores nyhedsbrev