Danmarks Motor Union (DMU) i samarbejde med den lokale klub Randers Motor Sport (RMS) har besluttet at meddele den internationale VM-promotor Youthstream, at Danmark, mod forventning, ikke vil afholde VM-motocross MX3 i 2010.
Beslutningen kommer på trods af, at Danmark hidtil har figureret som arrangør af årets 13. VM MX3 afdeling, den 29. august 2010, i den internationale løbskalender.
DMU-formand Jørgen Bitsch beklager beslutningen, som er truffet efter svære overvejelser:
“Gennem de tre år der er gået, har vi i DMU været meget glade for samarbejdet med VM-seriens promotor, Youthstream, men vi må bare erkende, at en kedelig kombination af generel økonomisk afmatning i samfundet, som indvirker på muligheden for at tegne sponsorater, samt manglende dansk kørerdeltagelse i både VM MX3 klassen og supportklassen EM MX2, er en så giftig cocktail, at vi i år ikke tør løbe an på et arrangement af en størrelse som VM-motocross i Randers.”
VM-arrangementet har i de tre foregående år været besøgt af mellem 5800 – 6600 tilskuere, og publikumsindtægterne har udgjort en væsentlig rygrad i arrangementerne. Og et svigtende publikumsfremmøde i år, kombineret med det forventeligt træge sponsormarked, er vurderet, som en for stor risiko til at DMU tør løbe an på arrangementet.
“Selv om der i 2010 ikke køres VM i Randers, så er samarbejdet med kommunen om store arrangementer bestemt ikke et afsluttet kapitel,” pointerer DMU-formanden og fortsætter
“Vores samarbejde med Randers Kommune og Randers Eventsekretariat har gennem de seneste år været forbilledligt, og vi er oprigtigt kede af, at vi i 2010 ikke kan følge op på kommunen og eventsekretariatets tillid med endnu et VM-arrangement. Samarbejdet omkring den lokale bane, som nu er ved at være kendt internationalt, vil dog fortsætte. DMU håber, at planerne om at opgradere anlægget kan fortsætte ufortrødent, da det fortsat er DMU`s ambition, at Randers i mere gunstige år skal være primærområde for afvikling af flere og gerne endnu større VM-afdelinger, fx VM-motocross i MX1-MX2 topklasserne, som er den ultimative udfordring som VM-arrangør.”
Selv om DMU afstår fra VM-arrangementet i 2010, så har unionen dog ikke opgivet planerne om at arrangere et internationalt motocross løb i Randers i år.
“Vi oplever, at vi med VM-motocross i Randers har høstet så mange positive tilkendegivelser, ikke mindst fra kørernes side, at vi har en reel chance for at lave et mindre internationalt sats i år. Og det vil indgå i vores alternative overvejelser omkring denne sæson,” slutter DMU-formand Jørgen Bitsch.
Du kan tilmelde dig Byen.nu’s gratis nyhedsbrev her på siden til højre.