Annonce
Del på Facebook   Print siden

Krav om test og 10 dages isolation ved indrejse i Danmark

Corona
Lørdag 6. februar 2021 kl. 09:31

Krav om test og 10 dages isolation ved indrejse i Danmark
Nick Hækkerup, Foto Steen Brogaard


.
Danmark indfører nu krav om test og efterfølgende isolation i 10 dage ved indrejse i Danmark for at begrænse introduktion og spredning af mere smitsomme virusvarianter. De nye regler gælder fra søndag den 7. februar 2021.

På trods af et faldende smittetryk i Danmark er der fortsat væsentlige usikkerheder forbundet med nye, evt. mere smitsomme virusvarianter, som fx B.1.1.7, der forventes at udgøre cirka 80 procent af smittetilfældene i Danmark ved starten af marts 2021.

For at begrænse introduktionen og spredningen af nye, mere smitsomme virusvarianter fra udlandet har regeringen besluttet at indføre krav om test og isolation ved indrejse i Danmark. Indsatsgruppen, herunder sundhedsmyndighederne, har anbefalet en model, hvorefter de nye krav gælder for både danske statsborgere og udlændinge, der indrejser i Danmark. Reglerne gælder ved alle grænser, det vil sige både i lufthavne samt ved sø- og landegrænser.

Manglende overholdelse af de nye regler om test og isolation vil kunne blive straffet med bøde på 3.500 kroner i førstegangstilfælde.

Sundhedsminister Magnus Heunicke siger:

Den mere smitsomme virusvariant B.1.1.7 spreder sig fortsat i vores samfund, og det er forventningen, at den vil være dominerende inden for de kommende uger. Samtidig har vi fundet fem tilfælde af virusvarianten B.1.351, der først blev fundet i Sydafrika, og som der er mistanke om, også er mere smitsom. Smitsomme udenlandske varianter stiller nye krav til den danske epidemikontrol. Det er derfor afgørende, at vi gør, hvad vi kan, for at holde smitte - og særligt nye mutationer - ude af Danmark. Med krav om test og isolation ved indrejse, og med bedre mulighed for at tilbyde isolationsfaciliteter ude i kommunerne, styrker vi indsatsen mod coronavirus.

Justitsminister Nick Hækkerup siger:

Det er afgørende, at vi begrænser introduktionen og spredningen af nye, mere smitsomme virusvarianter fra udlandet. Vi har i den seneste tid set eksempler på, at sundhedsmyndighedernes anbefalinger ikke er blevet overholdt. Derfor er det positivt, at et bredt flertal nu bakker op om, at det skal have mærkbare konsekvenser, hvis man bryder de nye isolationsregler. Mange borgere og virksomheder i landet har måttet indrette deres liv anderledes på grund af COVID-19, og derfor håber jeg inderligt, at personer, der rejser ind i landet, vil tænke på dem og gøre det eneste rigtige ved at gå i isolation i 10 dage, eller indtil de får taget en negativ test på fjerdedagen efter indrejse. Og hvis de ikke gør det, så har vi nu mulighed for at komme efter dem.

Transportminister Benny Engelbrecht siger:

Der har været flere henvendelser om sjusk eller direkte forfalskninger af de test, man skal have for at flyve til Danmark. Derfor er det godt, at der nu kræves test ved ankomst i en dansk lufthavn, så vi får et ekstra værn mod, at personer, der kan være smittet med COVID-19, kan vandre utestet ud i det danske samfund og starte nye smittekæder. Det er godt med denne ekstra sikkerhed, for vi må også konstatere, at der desværre har været eksempler på personer, der har valgt at rejse ud på ferierejser uden tanke for, at resten af samfundet kæmper for at holde smitten nede, så vi kan komme tilbage til en mere normal hverdag.

Personer, der rejser til Danmark efter at have opholdt sig i udlandet, omfattes således i perioden fra 7. februar og foreløbigt til og med 28. februar 2021 af krav om at lade sig teste efter indrejse i Danmark. Herudover skal den indrejsende gå i isolation i 10 dage med mulighed for at afkorte isolationen ved en negativ PCR-test taget tidligst på fjerdedagen efter tidspunktet for indrejse i Danmark.

De nye krav om test og isolation ved indrejse i Danmark gælder ved alle grænser, det vil sige både i lufthavne samt ved sø- og landegrænser.

Der vil gælde en række undtagelser fra kravene om test og isolation, bl.a. for personer med fast bopæl i grænselandet og visse personer, der hyppigt krydser grænsen som led i varetagelsen af deres arbejde. Udlændinge, der indrejser med henblik på at udføre arbejde, levere varer eller tjenesteydelser i eller ud af Danmark eller har et andet anerkendelsesværdigt formål, vil bl.a. heller ikke være omfattet af isolationskravet i de perioder, hvor de varetager det anerkendelsesværdige formål.



© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Corona

Der er ikke behov for flere booster-stik mod covid-19 i denne sæson
Der er ikke behov for flere booster-stik mod covid-19 i denne sæson
Corona
Her kan du blive vaccineret mod Covid-19
Her kan du blive vaccineret mod Covid-19
Corona
Smittestop-appen lukker
Smittestop-appen lukker
Corona
Myndighedernes fælles coronahotline lukker for personlig betjening
Myndighedernes fælles coronahotline lukker for personlig betjening
Corona
Her kan du nu blive testet for Corona i Randers Kommune
Her kan du nu blive testet for Corona i Randers Kommune
Corona
Søndag aften er det slut med hurtigtest
Søndag aften er det slut med hurtigtest
Corona
Dagens smittetal fra Randers Kommune
Dagens smittetal fra Randers Kommune
Corona
Dagens smittetal fra Randers Kommune
Dagens smittetal fra Randers Kommune
Corona
Dagens smittetal fra Randers Kommune
Dagens smittetal fra Randers Kommune
Corona
Randers: Corona-forholdsregler fra 1. februar
Randers: Corona-forholdsregler fra 1. februar
Corona
Tilbudsaviser og magasiner m.m:
Regionale nyheder