Flere og flere danskere har været nødsaget til at gå fra hus og hjem i løbet af 2009 og i oktober nåede antallet af tvangsauktioner sit højeste niveau i 14 år.
I oktober blev der bekendtgjort 423 tvangsauktioner mod 357 måneden før, når der er korrigeret for sæsonudsving. Det er en stigning på 18 procent, oplyser Danmarks Statistik.
Det ser heller ikke godt ud for danske virksomheder. Her er antallet rekordhøjt.
I oktober var der 537 konkurser mod 490 måneden før, når der er korrigeret for sæsonudsving. Det er en stigning på 9,6 pct., som bringer antallet op på det højeste niveau siden statistikkens start i 1979.