Sport
Kongen åbner Royal Run 2026 i Randers
2. pinsedag 25. maj bliver Randers startby for det største Royal Run nogensinde – med 111.500 deltagere på landsplan
Randers får en helt særlig rolle, når Royal Run ’26 løber af stablen 2. pinsedag den 25. maj 2026. Ifølge arrangørerne bliver det nemlig i Randers, at H.M. Kongen sætter motionsfesten i gang – og dermed lægger byen asfalt til startskuddet på det, der beskrives som det største Royal Run til dato.
Royal Run ’26 afholdes i fem værtsbyer: Ringkøbing, Randers, Middelfart, Helsingør og København/Frederiksberg.
Randers bliver første stop for H.M. Kongen
Startskuddet går i Randers, hvor H.M. Kongen for ottende gang stiller til start og åbner løbefesten. Herefter fortsætter Kongen videre til Middelfart, og dagen afsluttes i København/Frederiksberg, hvor han også deltager.
De øvrige kongelige fordeler sig sådan, at H.M. Dronningen deltager i Helsingør, mens H.K.H. Kronprinsen stiller til start i Ringkøbing.
Læs også:
Arrangørerne: En dag der binder byer og generationer sammen
Hos Royal Run ser arrangørerne frem til en historisk stor motionsdag, hvor den kongelige deltagelse er en del af oplevelsen i værtsbyerne.
”Vi glæder os til sammen med værtsbyerne at skabe endnu en stor oplevelse for deltagerne i et historisk stort Royal Run. Motionsfesten 2. pinsedag har på kort tid etablereret sig som et samlingspunkt, der binder byer og generationer sammen. Den kongelige deltagelse i værtsbyerne er med til at understøtte denne unikke begivenhed,” siger Jens Otto Størup, administrerende direktør i DGI og med i Royal Runs styregruppe
“Fællesskabet fylder mere end formen”
Også Danmarks Idrætsforbund fremhæver, at Royal Run tiltrækker mange, der ikke normalt deltager i motionsløb.
”Royal Run er en folkefest, hvor fællesskabet fylder mere end formen. Hver tredje tilmeldte deltager er med i et motionsløb for allerførste gang, og det viser, at Royal Run er for alle. Det er netop den brede deltagelse, der år efter år er med til at skabe en festlig dag,” siger Morten Mølholm, administrerende direktør i Danmarks Idrætsforbund og ligeledes med i Royal Runs styregruppe,
Ny rekord: 111.500 deltagere på landsplan
Royal Run ’26 sætter ifølge oplysningerne ny deltagerrekord med 111.500 deltagere, og 34 procent af de tilmeldte har aldrig deltaget i et motionsløb før.
Til sammenligning var deltagerantallet ved Royal Run ’25 97.786 i de fem værtsbyer: Ribe, Horsens, Viborg, Korsør og København/Frederiksberg.
Fakta: Royal Run
Royal Run arrangeres af Danmarks Idrætsforbund og DGI i samarbejde med Dansk Atletik. Løbet støttes af Nordea-fonden, TrygFonden og Novo Nordisk Fonden, og TV 2 og TV 2-regionerne er mediepartnere. Royal Run blev afholdt første gang i 2018 i anledning af H.M. Kongens 50-års fødselsdag.
Læs også: