Sport
Kongeetapen begynder i Hadsten
Forberedelserne til Post Danmark Rundt er i fuld gang også i Favrskov, hvor starten på 3. etape af det årlige cykelløb skydes i gang fredag 6. august 2010. Allerede fra morgenstunden vil der være liv omkring Ernst B. Sunds Plads og Sløjfen i Hadsten. Mellem klokken 8 og 9 sætter 500 600 motionister og amatørryttere […]
Forberedelserne til Post Danmark Rundt er i fuld gang også i Favrskov, hvor starten på 3. etape af det årlige cykelløb skydes i gang fredag 6. august 2010.
Allerede fra morgenstunden vil der være liv omkring Ernst B. Sunds Plads og Sløjfen i Hadsten.
Mellem klokken 8 og 9 sætter 500 600 motionister og amatørryttere af sted på Kongeetapen mod Vejle. Klokken 11.00 præsenterer Hans Otto Bisgaard musik og underholdning frem til indskrivning og præsentation af rytterne klokken 11.25.
Klokken 12.25 går masterstarten ud ad Hadsten, hvor de professionelle ryttere får følgeskab af 25-30 ungdomsryttere fra Hammel Cykleklub.
Master distancen på 1,6 kilometer fører rytterne fra Sløjfen til venstre ad Evald Tangs Allé, til venstre ad Søndergade og herefter til højre ad Hammelvej.
Herfra går turen videre til Skjød, Hammel og Farre, inden forhjulene sættes mod Vejle og opløbet på den legendariske Kiddesvej, der mønstrer en stigning på 21 procent.
‘Det er konge’
Borgmester Nils Borring (A) glæder sig til festlighederne:
“Post Danmark Rundt er en begivenhed, hvor vi i Favrskov løfter i flok. Kommunen sørger for, at vejene er til at cykle på, politiet står for sikkerheden for ryttere og tilskuere, handelsstandsforeningerne fejrer begivenheden med flotte midtbyer og gode tilbud, og de frivillige fra cykel- og idrætsklubber lægger som altid mange timer og kræfter i at få detaljerne på plads.”
“Hvis jeg skal låne et udtryk fra de yngste, vil jeg sige: Det er konge,” siger Nils Borring.
Etape 2 gennem Ulstrup
Udover 3. etape gennem Hadsten, Skjød, Hammel og Farre, får rytterne lov at prøve kræfter med terrænet i det nordvestligste hjørne af kommunen.
Det sker torsdag 5. august, hvor 2. etape af Post Danmark Rundt slår et slag forbi Hvorslev, ad Hovedgaden gennem Ulstrup og på bakkerne nær Vester Velling. Etape 2 går fra Vildbjerg til Randers.
Tilmeld dig BYEN.nu’s gratis nyhedsbrev.