Kommunen og DGI Østjylland partnere

8. december 2009

Flere børn, unge og voksne skal motiveres til at blive og forblive idræts- og motionsaktive og dermed forbedre den almene sundhed i Randers kommune. Derfor skal der tilbydes muligheder for nye aktiviteter og måder at dyrke idræt på. Den indsats bliver nu formaliseret og styrket med den nye partnerskabsaftale mellem DGI Østjylland og Randers Kommune,…

Flere børn, unge og voksne skal motiveres til at blive og forblive idræts- og motionsaktive og dermed forbedre den almene sundhed i Randers kommune. Derfor skal der tilbydes muligheder for nye aktiviteter og måder at dyrke idræt på. Den indsats bliver nu formaliseret og styrket med den nye partnerskabsaftale mellem DGI Østjylland og Randers Kommune, der underskrives på Det Gamle Rådhus i Randers, Rådhustorvet, onsdag den 9. december kl. 14:30. Pressen er velkommen.

Bredt forankret
I Randers Kommune er det afdelingerne indenfor Kultur og Borgerservice, Børn og Skole samt Sundhed og Ældre, der skal løfte og koordinere opgaverne i fællesskab med DGI Østjylland. Dermed er arbejdet bredt forankret i den kommunale organisation, så idrætsperspektivet bliver inddraget flest mulige steder.

Indsats- og udviklingsområderne er:
· Faciliteter, huse, haller og udendørs arealer.
· Udvikling af idræt mellem forening, kommune og turisme.
· Motion for alle.
· Fritidssport / idræt, leg og bevægelse samt ferieidræt.
· Uddannelse.
· Synlighed af tilbuddene i Randers Kommune.

Partnerskabsaftalen er ikke en juridisk forpligtende aftale, men en beskrivelse af muligheder og en afstemning af forventninger til det samarbejde, der allerede foregår på mange niveauer.

Gavn af stor viden
Aftalen indebærer, at parterne to til fire gange årligt mødes i styregruppemøder, hvor samarbejdet evalueres og udvikles, og konkrete projekter aftales. Styregruppen arbejder endvidere med udformning af ansøgninger til projektmidler hos eksterne parter, samt er forum for udveksling af informationer inden for idræt og bevægelse.

Randers Kommune forventer gennem aftalen at få gavn af DGI”s store viden og direkte kontakt med bl.a. idrætsforeninger og projekter i andre kommuner til fordel for institutioner, foreninger og borgere i Randers Kommune.

Du kan tilmelde dig Byen.nu’s nyhedsbrev her på siden til højre.