Af Tina Buch Olsson, chefkonsulent i Dansk Erhverv.
Solen skinner stadig over Sommerdanmark , men for de fleste danskere er det inden længe atter tid til at vende tilbage til arbejdspladsen. Forhåbentligt er batterierne ladet godt op, men tempoet er nok nede i gear, og det er jo ikke altid, at det passer sammen med størrelsen på ens indbakke eller opgaverne i afdelingen.
Hvis man er en af de mange danskere, som arbejder på et kontor, er her lidt gode råd til, hvordan man kommer godt tilbage til jobbet.
Generelt kan man sige, at nøglen til at komme godt tilbage fra ferien er, at man har forberedt sig godt før ferien, men har man ikke lige fået gjort det, så er der hjælp at hente ved at læse videre.
Først og fremmest. Start gerne på en onsdag eller en torsdag, så starter ugen mere overskueligt. Husk at slå autosvar til igen, så dine kollegaer og samarbejdspartnere kan se, at du er tilbage. Sorter i dine mails hvilke skal du svare på nu, hvilke kan vente, og hvilke skal blot slettes. Lav en prioriteringsliste med deadlines, så du hurtigt får et overblik over dine arbejdsopgaver. Start med de lette opgaver derved får du en del fra hånden og du er godt i gang. Mange føler sig bagud, når de starter efter ferie. Slå koldt vand i blodet sådan er det bare! Hvis det er muligt så reserver en dag til oprydning og aftal eventuelt med chefen og kollegaer, at du kan arbejde uforstyrret i en opstartsperiode, så du kan komme godt i gang med opgaverne. Hvis du har udfordringer med at nå en opgave i tide, så inddrag din chef eller få hjælp af en kollega.