Forbruger

Klimatiltag hitter blandt danskerne: Flertal vil have politisk handling på forbruget

En ny undersøgelse viser overraskende stor opbakning til både støtteordninger og afgifter, når det handler om klimaet. Flere danskere er nu klar til at ændre deres hverdag for at nå klimamålene – og de kræver politisk ansvar for forbruget.

Klimatiltag hitter blandt danskerne: Flertal vil have politisk handling på forbruget
(foto: Canva)
Rikke Lund
Af Rikke Lund 4. juli 2025

Danskerne er klar til at ændre forbrugsvaner for klimaets skyld

En ny omfattende undersøgelse fra dataobservatoriet ClimAct afslører, at danskerne i stigende grad bakker op om politiske tiltag, der både fremmer grøn teknologi og ændrer adfærd i hverdagen. Undersøgelsen viser, at hele 56 procent støtter ideen om at indføre politisk bindende mål for danskernes forbrugsbaserede CO2-udledninger – og kun 18 procent er imod.

Opbakningen går langt videre end de klassiske grønne tiltag som støtte til elbiler og vindmøller. Flertallet mener nu, at forandringer i vores forbrug er nødvendige for at nå klimamålene – og at det skal være et politisk ansvar.

Støtteordninger og billige løsninger vinder mest gehør

Det er især de såkaldte pull-tiltag – altså tilskyndende initiativer som momsfritagelser og statsstøtte – der får stor opbakning. Hele 85 procent støtter momsfritagelse på frugt og grønt, mens 77 procent ønsker større statsstøtte til grøn teknologi og CO2-fangst. Og 82 procent vil have billigere offentlig transport i hele landet.

Selv om økonomiske afgifter ofte møder modstand, er opbakningen til push-tiltag (som højere afgifter) stadig overraskende stor. For eksempel går 49 procent ind for højere CO2-afgifter på flyrejser, mens kun 30 procent er imod. Afgifter på diesel og landbrugets udledninger får også større tilslutning end modstand.

Ifølge ClimAct kan den høje opbakning forklares af både danskernes stigende klimabekymring og en generel tillid til, at klimapolitikken bliver forvaltet ordentligt.

Lokal opbakning til grønne anlæg

Et andet opsigtsvækkende fund i undersøgelsen er, at et flertal af danskerne er positivt indstillet overfor grønne energianlæg i deres eget lokalområde. Selv om der ses en større skepsis i landkommunerne, er modstanden generelt lav.

I hovedstadskommunerne støtter 68 procent solcelleparker i nærområdet, mens kun 15 procent er imod. I landkommunerne er 55 procent for og 27 procent imod – stadig en tydelig overvægt af opbakning.

Undersøgelsen er den første del af en løbende måling fra ClimAct, som følger danskernes holdninger til forskellige klimapolitiske tiltag over tid.