Den lokale jazzklub og byens bluesforening bruger den første uge i juni til at ønske medlemmer og andre publikummer god sommerferie. Det sker med koncerter på Underværket, hvor Klaus Menzer & The Groovy Bag optræder torsdag den 6. juni, mens Tove Gustavsson Band står på scenen fredag den 7. juni.
Jazz Randers præsenterer altså det, som man på det nærmeste kan kalde en klassisk jazztrio med sammensætningen Hammond B3, guitar og trommer. Den konstellation har eksisteret siden 1950erne, men orkestret Klaus Menzer & The Groovy Bag er dog splinternyt, idet Klaus Menzer (trommer), Bo Møller Petersen (guitar) og Niels Ole Sørensen (Hammond B3) først har etableret sig efter årsskiftet. Det er tre særdeles dygtige musikere, der hver især hører til blandt landets bedste på deres instrumenter. Musikken er groovy organsoul og fremstår som både rytmisk, melodiøst og iørefaldende.
Tove Gustavsson er en ung og rå svensk bluessanger, der for første gang optræder i Randers hos Bluesnight. Hun følger dermed i fodsporene på Ida Bang og Lisa Lystam, som adskillige gange har begejstret det lokale publikum. Tove Gustavsson er uden tvivl den mest heftige af de tre, selv om hun også kan sine blidere bluessange, der fremfører i front foran hendes eget band med sangerens far, Kjell Gustavsson, bag trommerne. Med er også den elegante og saftige Matte Gustafsson fra Lystam Band, og han vil være godt kendt af Randers-publikummet. Med i bandet er også musikere fra holdet bag legendariske Ulf Lundell.
Begge musikforeninger fortsætter i øvrigt deres politik med at give gratis adgang til unge under 25 år for ad den vej at sikre sig løbende fornyelse på publikumspladserne.
Læs også: